Letbaner.DK
 
Ny Ring 3 Rapport favoriserer busser
Nyhed 00376  

Letbane på Klampenborgvej, Lyngby
Letbane på Klampenborgvej i Lyngby.
Visualiseret af Alstom.

 

Ny Ring 3 Rapport favoriserer busløsning

 
12.07.10
Med denne rapport er Vestegnens borgmestre dårligt klædt på til mødet med transportministeren, når det drejer sig om økonomien.

I forbindelse med den nye rapport fra COWI "Ring 3 letbane eller BRT", ser Vestegnens borgmestre frem til en dialog med transportministeren efter sommerferien.

Rapporten belyser begge løsninger indgående
1. anlæg af en letbane til ca. 3,75 mia. kr.
2. en BRT-busløsning til ca. 2,45 mia. kr., der senere skal afløses af en letbane.

Rapporten giver mange gode argumenter for at vælge en letbane. Dertil kommer, at erhvervslivet og beboerne på Vestegnen i snart 10 år har efterspurgt en letbaneløsning, som også indgår i Region Hovedstadens udviklingsplan 2008 og i "Byvision Ringbyen" støttet af Realdania.

Samlede anlægsudgifter for bus- og efterfølgende letbaneløsning mangler

Men når det kommer til økonomien af de to forslag, vil borgmestrene ikke være klædt særlig godt på ved mødet med transportministeren. Økonomien af letbanen ligger fast, men en samlet pris på en busløsning og en efterfølgende letbaneløsning mangler.

I rapporten nævnes et beløb på 200 mio. kr. ekstra for en busløsning først og en senere letbaneløsning i forhold til omkostningerne til letbanen på 3,75 mia.kr., men der gives ingen anvisninger i rapporten på, hvordan man er kommet frem til dette beløb.

Det er derfor betænkeligt, at rapporten opererer med en busløsning, der skal afløses af en letbaneløsning, når disse forhold ikke er beskrevet økonomisk. Man kan meget vel tænke sig, at denne samlede løsning kommer op i nærheden af de 5 mia.kr.

Tvivlsom beregning af BRT-rejsehastighed

Af rapporten fremgår det, at letbanen kun er 5% hurtigere end BRT-løsningen med hhv. 44 og 46 minutter.

Hvordan er det beregnet, når

·   Letbanen kører i eget areal på hele strækningen, mens BRT-busserne kører i blandet trafik på seks strækninger

·   Busserne vil bruge mere tid til at standse ved stoppestederne, end letbaner på skinner

·   Ud- og indstigninger sker i letbanen ad samtlige brede døre, medens busserne kun har indstigning ad forreste dør

·   Letbanevogne har hurtigere acceleration end busser

 

Forkert oplysning om Byvision Ringbyen

Rapporten nævner ingen steder, at alle parter i projektet "Byvision Ringbanen" forudsætter at en letbane er fundamentet for dette projekt.

Det drejer sig om 10 kommuner, Realdania, By- og landskabsstyrelsen og Region Hovedstaden, der alle anbefaler en letbaneløsning.

For lidt beregnet vognkapacitet for letbanen

Det vil være naturligt, at anskaffe vogne med en kapacitet på ca. 300 passagerer på denne strækning, i stedet for de i rapporten beregnede 210 passagerer. Det vil også påvirke driftsudgifterne positivt for letbanen i forhold til rapporten. Der er heller ikke taget højde for de erfaringer, man har fra tilsvarende udenlandske letbaneanlæg.

Letbanevogn på T1 i Paris omegn
Letbanevogn på T1 i Paris omegn
Foto: Wikipedia

Passagerstigning på 100% i løbet af 16 år

I metroernes by Paris åbnedes for 16 år siden i byens forstæder den første letbane, der forbinder tunnelbaner og regionaltogslinier, på samme måde som en letbane langs Ring 3 vil kunne forbinde regionaltogs- og S-togslinier på tværs. Tre måneder efter indvielsen benyttede 52.000 passagerer linjen dagligt. I dag 16 år efter transporteres der over 100.000 passagerer om dagen

Driftsudgifter

Afskrivning af materiellet er ikke beskrevet specifikt, men man må gå ud fra, at der er taget hensyn til, at letbanevognene har en kapacitet på 3 gange en BRT-bus og at en letbanevogn har en afskrivningsperiode på 30-35 år, mens en bus har en afskrivningsperiode på ca. 10 år. Det betyder, at der skal anskaffes ca. 10 busser til erstatning for én letbanevogn.

Danske rådgivere med letbaneerfaringer

Danske rådgivere har i Bergen, Århus og Odense deltaget i hhv. sporprojektering, VVM-analyser og skitseprojektering, mens danske arkitekter har sat deres fingeraftryk på arkitektur og design.

Danske virksomheder har således allerede fået ekspertise på letbaneområdet ved planlægning og bygning af letbaner.

Den nye letbane i Bergen er bakket op af staten, kommunen og det lokale trafikselskab.

Men situationen for letbanen langs Ring 3 er, at trafikselskabet Movia foreslår at anlægge en højklasset busforbindelse i stedet for en letbane, selvom der på strækningen både kører almindelige busser og de mere højklassede S-busser.

/Morten Engelbrecht


Relaterede nyheder:

COWI: Drop letbanen

Prisen alene er afgørende for COWIs anbefaling af BRT-busser på Ringvej 3 i Københavns omegn. (30.05.10)

Movias trafikplan

Movias trafikplan 2009 fokuserer på indførelse af et højklasset bussystem (BRT) i Storkøbenhavn. (27.03.10)

Passagertal fordoblet på 16 år

Paris første letbane T1 tiltrækker mange flere passagerer end ventet. (27.11.09)

DSB foreslår forældet bybaneteknik

DSB S-tog har kastet grus i letbaneprojektet langs Ring 3. (17.02.09)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
   

"Når det kommer til økonomien af de to forslag, vil borgmes- trene ikke være klædt særlig godt på ved mødet med transportministeren."

/Morten Engelbrecht

 
 

Læs mere her:

Rapporten: Ring 3 - Letbane eller BRT?
(TRM.dk d. 06.07.10)
Privat letbane
(TV2 Lorry 18.07.10)
Trafikordførere: Private skal drive Ring 3 letbane.
(DR P4 d. 18.07.10)
"Trafikplanen er utilstrækkelig"
(DR P4 d. 30.01.09)
Letbane-folk beskylder Cowi for at overdrive bus-fordele på ring 3.
(Ingeniøren 10.07.10)
Borgmestre ser frem til dialog om Ring 3.
(Gladsaxe 06.07.10)
Minister og borgmester på cykeltur.
(Gladsaxe 06.07.10)
Rapport om et nyt kollektivt trafiksystem i Ring 3.
(TRM d. 06.07.10)
Bussen er billigere end banen.
(Berlingske 06.07.10)
Transportministeren klar til at drøfte letbane.
(dgo.dk d. 06.07.10)
København får kollektive tæsk.
(DR P4 d. 05.07.10)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold Opdateret 13.07.10