|
De som ikke husker danske sporvogne (...) har måske i stedet haft oplevelsen på en bilferien i Europa: når man rammer indfaldsvejen mod storbyer som Berlin, Prag eller Wien, og mærker, at de små hår rejser sig og håndfladerne driver af fugt, mens man pludselig bumler over skinnerne til sporvogne eller letbaner.
Vi er i Danmark ikke vokset op med transportformen, og vi er derfor naturligt utrænede i, hvordan vi kører i en blandet trafik med klokker, der ringer, af- og påstigning i gadeplan og for moderne elektriske baner også hurtig acceleration.
Selv synes jeg, at sporvognen er mere skrækindjagende end letbanen. Sporvognen kører i raskt tempo i gadeplan, og man skal snørkle sig ud og ind mellem de ledbøjede vogne.
Letbanen er nemmere at omgås. Den kører normalt i eget trace og der opstår derfor færre konflikter med andre trafikanter. Letbanen er også større og længere end sporvognen og har også færre stop. Især eget trace betyder, at letbanen er nemmere at forudse – og man bør i princippet ikke komme i karambolage med letbanen, hvis man er i bil.
Møder kritik og usikkerhed
I Danmark har vi nu letbaner i de største byer.
De er alle i større eller mindre grad blevet grundigt gransket og selvfølgelig også blevet udsat for kritik og nogle gange heftig medieomtale, når denne nye trafikform ikke lever op til en gnidningsløs integration i en trafikal mangfoldighed.
Alle kan jo se, at det er noget nyt, og derfor bliver der selvfølgelig holdt øje med driftsproblemer og eventuelle konflikter i forhold til den øvrige trafik.
Derfor er debatten ofte næsten følelsesmæssig, som vi har set i særlig grad i Aarhus, da letbanen for nogle år siden var hot lokalstof i den østjyske storby.
Også i København er debatten ved at blusse op.
Kritikerne mener således, at teknologien bag letbanerne er forældet, at sikkerheden er utilstrækkelig, og at København simpelthen begik en strategisk fejl ved ikke i stedet at satse på busbaner og fleksibel kollektiv trafik.
Det er gode og dårlige argumenter, holdninger af næsten religiøst tilsnit, men også indspark, som faktisk fortjener at blive taget seriøst og blive perspektiveret.
Udfordrer dansk trafiksikkerhedskultur
Det er f.eks. oplagt, at vi i Danmark ret sent har valgt at hoppe på en trend med årtier på bagen i udlandet. Og letbaner koster dyrt i anlæg og koster også dyrt i forhold til fremkommelighed i anlægsperioden.
Derfor er argumenterne om driftsøkonomi ikke så entydige, som det ofte fremstilles. Ja, busbaner er uden tvivl billigere at etablere, men til gengæld skal asfalten vedligeholdes hyppigt, når der kører tung trafik på den.
Et letbanespor har en højere anlægsomkostning, men en længere levetid og forventeligt en langt mere stabil drift. Vi taler altså om totaløkonomi, der ofte er vanskelig at kommunikere i en politisk debat, men som selvfølgelig ikke skal overses, men kalkuleres som et vigtigt fokusområde.
Det er dog ikke det vigtigste i mine øjne.
Sagen er jo, at letbanen bryder med et af de mest grundlæggende principper i dansk trafiksikkerhed, nemlig adskillelse af trafikantgrupper. I vejsektoren har vi i årtier obligatorisk efteruddannet branchen i stadig mere raffineret sikkerhed i vores arbejdskultur.
Vi uddanner således trafiksikkerhedsrevisorer, som løbende reviderer trafikprojekter for at sikre, at alle hensyn til sikkerheden er taget.
Det er oplagt, at vi med disse øjne på letbaner rynker brynene over en ganske stor og hurtig trafikform, som bevæger sig i gadeplan og krydser fodgænger- og cykelstrømme.
Fordi vi i Danmark, modsat mange centraleuropæiske byer, har tradition for netop at eliminere den form for kompleksitet for at nedbringe ulykker. Det er faktisk en typisk opgave som vores trafiksikkerhedsrevisorer vil markere som særlig risikobehæftet.
De uheld, der allerede er sket ved de danske letbaner, viser også, at risikoen ikke er teoretisk.
Når andre kan …
Udfordringen er altså at få letbaner og sporvogne integreret, som en del af byens rytme uden at vi sætter liv og lemmer på spil.
Og her kan man måske indskyde, at problemet i Danmark ikke nødvendigvis er teknologien, men snarere vores manglende erfaring med den.
Jeg tænker derfor, at vi måske har forsømt fra begyndelsen at investere mere i kompetenceudvikling – både hos trafikanterne og hos dem, der planlægger og regulerer trafikken.
Hvordan kan vi slippe for, at 'de små hår rejser sig og håndfladerne driver af fugt' i den hjemlige trafik. De forholdsvis mange konflikter med bløde trafikanter, som vi allerede har set, bør selvfølgelig anspore til at tage denne udfordring op gennem information og kampagner.
Letbanen i København bør derfor ikke diskvalificeres for at være forældet eller uforeneligt med moderne byliv. Den bør i stedet vurderes ud fra, om vi som by med trafiklandskabet er villige til at lære at omgås disse.
Teknologien fungerer i resten af Europa, og vi behøver ikke opfinde noget nyt i Danmark.
Konklusionen må derfor være, at vi skal give de nye letbaner – som en ny gren af den nødvendige kollektive trafikale oprustning – en fair chance. Det betyder nok også, at vi skal anerkende, at udfordringen måske ikke kun ligger i skinnerne, men også i vores egne vaner.
/Eva Kartholm fra VEJ-EU i MobilityTech d. 03.12.25
Andre nyheder:
|
