Letbaner.DK
 
Designvalg på Odense Letbane
Nyhed 00610  
Forside
Nyheder
Udland
TV & video
Hvad er letbaner?
Link
Om foreningen
Kontakt
Støttemedlemmer
Arkiv
Tilbage
Næste


Interiør i Odenses letbanetog
Foto: Odense Letbane

 

Designvalg på Odense Letbane

 
30.10.22

Odense Letbanes Grafiske Designer & Visual Koordinator, Janik Frithioff, beskriver her hensigterne med de mange valg til designet, der blev taget på letbanen.

Letbanen i Odense repræsenterer en væsentlig opgradering af både offentlig infrastruktur i byen, men er også et vigtigt led i den overordnede strategiske udvikling af byen.

Det har derfor været centralt i forhold til udviklingen af design og visuel identitet, at letbanen blev et funktionelt og brugbart offentligt transport tilbud for så mange (og forskellige) brugergrupper som muligt. Derudover skulle letbanen være en relevant visuel repræsentation af Odense som by og en integreret del af byrummet.

Udviklingen af design og visuel identitet for Odense Letbane er foregået i tæt samarbejde med konsulentvirksomheder, designbureauer og Odense Kommune. Det tætte samarbejde har været med til at sikre et færdigt resultat, der i alle aspekter er fagligt funderet og hvor alle parter har gjort en stor indsats for at få et ensartet design og visuel identitet i meget høj kvalitet; funktionelt såvel som æstetisk.


Letbanen i de bynære omgivelser
Foto: Odense Letbane

 

Overordnet visuel strategi i byrummet

Den overordnede visuelle strategi for letbanen i byrummet er baseret på brug af funktionelle og identitetsskabende farver, der enten har indpas i omgivelserne eller skiller sig ud fra omgivelserne.

Funktionelle farver er valgt i forhold til deres funktion og skiller sig ud fra omgivelserne. Det kan både være i forhold til tilgængelighed eller i forhold til krav om synlighed - f.eks. i trafikken eller på skiltning.

Identitetsskabende farver kan både udskille sig fra omgivelserne og have indpas i omgivelserne. For eksempel bruges den røde farve til tydelig identitetsskabende identifikation, mens ”Odense grå” farve bruges til identitetsskabende indpas af inventar (som læskærme og master) i omgivelserne.

Letbanekøretøjernes beige farve er både meget funktionel og identitetsskabende. Den skiller sig ud i den øvrige trafik, men har samtidig et relevant visuelt link i Odenses varme farveskala og fremstår derved som en naturlig del af byens visuelle identitet.


Græsspor og vilde blomster i den gamle bykerne.
Foto: Helge Bay

 

Generelt om letbanens skiltning

Hvad den generelle udformning angår, er al brugervendt skiltning sat med hvid tekst på sort baggrund. Al tekst er sat med specialdesignet skrifttype, der giver tydelig og identitetsskabende afkodning på alle brugervendte flader i transportsystemet.

Farver til skiltning er defineret ud fra funktionelle krav i forhold til synlighed og i forhold til økonomi og holdbarhed. Hovedparten af skiltning i Odense Letbanes transportsystem er baseret på et grundprincip, hvor samling af information i wayfinding bånd benyttes.

Dette sikrer en tilgængelig og enkel afkodning, da informationerne er samlet i relevante højder. Højderne er bestemt ud fra funktionelle kriterier som aflæsningsafstand eller hensigtsmæssig synlighed i forskellige situationer.

På stationer er wayfinding båndet placeret forholdsvis højt, for at sikre klar afkodning på afstand eller i situationer med mange mennesker på perronen.


Skiltning på Central Station (OBC)
Foto: Odense Letbane

 
Skiltning i toget

I letbanekøretøjer, er wayfinding båndet ført hele vejen ned igennem toget for at samle hovedparten af information i én hensigtsmæssig højde, der kan aflæses lige meget hvor mange personer, der er i toget. Undtagelse er ved enheder (såsom nøddøråbner, nødbremse eller mertidsknapper) hvor information er tilgængelig ved siden af eller på selve enheden.


Visualisering af skiltedesign
Foto: Odense Letbane

 

Letbanekøretøjernes udvendige design

Den udvendige design af letbanekøretøjerne er både funktionelt og æstetisk. Køretøjets primære beige farve sikrer høj synlighed, men deler også farveskala med Odense og er dermed en vedkommende og relevant del af byrummet.

Brugen af sort på vinduesbånd langs vognsiden underbygger det enkle design og udstråler højklasseret offentlig transport. Derudover sikrer sorte døre høj synlighed mod vognkassens beige farve.

Netop for at opretholde et enkelt design, er anvendelse af logo og identitetsskabende rød farve holdt på et minimum på letbanekøretøjerne. De røde markeringer over dørene er hovedsagelig funktionsbetonet og giver klar identifikation af døre når der er mange personer på perronen.

Skiltning udvendigt på letbanekøretøjet er placeret i hensigtsmæssig højde på døre og er udført i mat finish der afskiller skiltningen fra vognsiden. Begge tiltag giver tydelig afkodning under forskellige forhold.

Destinationsdisplay på front og vognside følger samme visuelle udformning som skiltning og sikrer - med hvide dioder på sort baggrund og tydelig specialdesignet skrifttype, som giver en særlig tydelig afkodning.


Letbanekøretøjets design set på Vesterbro Station
Foto: Odense Letbane

 

Letbanekøretøjernes indvendige design

Letbanekøretøjerne indvendige design er først og fremmest tilgængeligt, lyst og imødekommende. Der er gjort meget ud af at give alle brugere en behagelig befordring, hvor det er let at tilgå information.

Hovedparten af skiltning er samlet i bånd i én højde i en kontrasterende farve, for at forenkle og tydeliggøre afkodning. Skiltningens primære sorte og hvide farver spiller sammen med togets informations displays, således at der opnås visuel ensartethed og tydelig afkodning af information.

Belysningen i letbanetoget er i en varm farvetemperatur (4000 Kelvin), der sammen med det lyse gulv, sikrer en varm og imødekommende visuel oplevelse.

Sæderne, med slidstærkt uldbetræk — specielt designet til Odense Letbane — er visuelt indbydende og byder på siddekomfort i høj kvalitet.

Tydelige holdestænger i børstet stål bidrager til et lyst og imødekommende look. Vigtige enheder, som nøddøråbner og nødbremse, fremstår i tydelige funktionsbetonet farver, der sikrer hurtig afkodning i en nødsituation.


Letbanekøretøj på Østerbæksvej Station
Foto: Odense Letbane

 

Stationernes design

Stationer er først og fremmest designet med høj tilgængelighed for øje, men er derudover også æstetisk indpasset i byen. Logo markør giver klar identifikation af letbanestation på afstand.

Belægningen på mange stationer følger den primære belægning i Odense centrum med ”Odense klinker” og alt inventar på stationer fremstår i ”Odense grå” farve, der også benyttes af Odense Kommune på inventar. Dermed integreres stationer visuelt med byrummene og gør letbanen til en fast del af byen.

Den bagbelyste og matte skiltning på stationer er – som på letbanekøretøjer – samlet i bånd i hensigtsmæssig højde og sikrer tydelig afkodning, selv med mange personer på perronen eller i uhensigtsmæssige lysforhold.

Infoskærme med høj lysstyrke og specialdesignet skrifttype sikrer tydelig aflæsning — selv på længere afstande og i dårlige lysforhold.

Specialdesignede læskærme og inventar giver et komfortabelt og trygt ophold på stationerne.


Stationsbelysning i mørke på Benedikts Plads Station
Foto: Odense Letbane

 

Stationernes belysning

Der er også gjort mange overvejelser i forhold til stationernes fremtræden i de mørke timer, så de også er både funktionelle og æstetiske i mørke.

Designet af lys på stationer har taget udgangspunkt i en tryg og komfortabel oplevelse, der først og fremmest byder på høj tilgængelighed og tydelig afkodning af information. Dernæst hensigtsmæssig visuel integration i byens rum.

Alt lys på stationer, er inddelt i tre grupper:

  • Identifikation
  • Belysning
  • Skiltning

Identifikation sikrer tydelig afkodning af letbanestation på afstand - enten i form af logo markør eller røde LED bånd på kørestrømsmaster.

Belysning er i varm lystemperatur som integrerer stationen i byrummet og giver behageligt og trygt ophold.

Skiltning (og infoskærme) har en køligere funktionsbetonet lystemperatur, der giver tydelig adskillelse fra øvrige lys og dermed en hurtigere afkodning af information.

Mange tiltag

De mange tiltag på forskellige områder af letbanen, har sikret en brugeroplevelse i meget høj kvalitet, der gør letbanen til et attraktivt tilbud indenfor offentligt transport.

Derudover har de mange æstetiske valg i forhold til letbanens transportsystem været med til at opgradere byrummet omkring banen, med respekt for Odenses unikke visuelle identitet.

 
Janik Frithioff
Grafisk Designer & Visual Koordinator, Odense Letbane
 



Sådan fungerer letbanens afgangsskærme
 


Grafisk designer Janik Frithioff fra Odense Letbane fortæller om funktionerne i perronernes afgangsskærme, designet der skal sikre høj læsbarhed og brugervenlighed særligt rettet mod blinde brugere.
Odense Letbane, d. 23.11.20.

 


Relaterede nyheder:

Høringssvar til metrolinje M5

Det er væsentlig hurtigere og mere bæredygtigt at anlægge en letbane i 5C's rute til Amager før M5.
(05.10.22, publ. 31.01.23)

Light Rail Study Trip Denmark

D. 12-14/9-22 havde de tre danske letbaner besøg af en international gruppe på 24. (15.09.22 nye bill. 31.01.23)

Odense Letbane Åbnet

Lørdag d. 28.05.22 var en historisk dag for Odense, hvor folk strømmede til for at prøve den nye letbane. (31.05.22)

Sådan bliver letbanen i Odense

Efter måneder med negative artikler om letbanen, fik Fyens Stiftstidende endelig øjnene op for de fordele der venter Odense. (15.05.21)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen Øverst til venstre.
   

Læs mere her:

Debat: De unge viser vejen og tør storbyen (Odense 15.10.22)
Radikal vil have tredje letbane-etape til Lindø (Odense 12.10.22)
Status på Odense letbanes indsats mod støj og vibrationer (Odense 11.10.22)
Enorm pengegave til letbanen venter på et sølvfad, men politikerne tøver: - Tag jer dog sammen! (Odense 08.10.22)
Busser i stedet for letbane? Rolig nattesøvn for støjplagede naboer vil udløse millionregning. (Odense 03.10.22)
Så dyrt bliver det at stoppe letbanekørsel i ydertimerne (Odense 03.10.22)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold