Det er væsentlig hurtigere og mere bæredygtigt at anlægge en letbane i 5C's rute til Amager før M5.
Høringssvar til Idéfasehøring for metrolinje M5
05.10.22 (publiceret d. 31.01.23)
Letbaner.DK har indsendt et høringssvar til Københavns Kommune vedrørende planen om en ny metrolinje M5.
Det er ikke fordi vi er imod metroen, der har gjort det lettere at komme rundt i København.
Men en letbane kan anlægges hurtigere og vil give mere for pengene. Desuden er en letbane mere bæredygtig at anlægge. Den er konfortabel og faktisk lige så hurtig som metro på rejser under 6 km dør-til-dør.
I høringssvaret taler vi for at starte med at anlægge en letbane langs buslinje 5C fra Hovedbanegården til lufthavnen. Det vil hurtigere hjælpe de rejsende og miljøet.
Letbanen vil kunne supplere både nuværende og kommende metrolinjer. Men frem for alt vil den hurtigere gøre gavn med en lettere og effektiv forbindelse over havnen.
- Her er høringssvaret:
Høringssvar til Idéfasehøring for metrolinje M5
Foreningen Letbaner.dk har følgende kommentarer til forslaget om en ny metrolinje M5
Vi finder at en nødvendig aflastning af metrolinjerne M1 og M2 over Havnesnittet bør ske hurtigt, billigt og effektivt ved etablering af en letbane fra København H over Langebro til Amagerbro og videre ud ad Amagerbrogade til Tårnby, Kastrup og lufthavnen.
En letbane vil både aflaste havnesnittet og supplere rejsemulighederne på Amager effektivt.
En moderne letbane har samme kapacitet som de eksisterende metrolinjer i København, og giver med flere stationer og en linjeføring i gadeniveau en bedre og mere effektiv dækning af de områder den kører igennem. Letbanen vil fra dør til dør desuden have samme rejsetider som en metro.
En letbane kan etableres væsentlig hurtigere end en metro og til en omkostning på 1/5 del af prisen for en metro.
I forhold til forslaget om metrolinje M5, lilla linje, er stationerne København H og Amagerbrogade sammenfaldende, mens letbanen herudover betjener områder ved Langebro, Islands Brygge, Amagerbro (med forbindelse til eksisterende metro) samt byområderne langs Amagerbrogade og dele af Tårnby og Kastrup.
En letbane kan også få en afgrening på Amagerbro mod Prøvestenen og Refshaleøen mv.
Med venlig hilsen
Helge Bay
formand
Foreningen Letbaner.DK
Næste nyhed:
|