![](/images/Ring3_Lyngby-Centrum-i-dis-380-243.jpg)
Klampenborgvej ved Lyngby Storcenter i dis
Visualisering: Gottlieb Paludan Architects
Hovedstadens Letbane burde nu være sikker
06.02.18
De elleve kommuner langs Ring 3 og Region Hovedstaden står nu alle sammen og siger JA til letbanen. Transportministeren forventes at komme med det endelige JA om cirka en måned.
Lyngby-Taarbæk Kommunes byråd var det eneste i de 11 letbanekommuner, hvor der var væsentlig modstand imod projektet. Her har bølgerne gået højt i lang tid, men torsdag d. 25. januar 2018 var der afstemning. Et smalt flertal sagde JA TAK til letbanen.
Dermed siger alle kommuner langs Ring 3 og Region Hovedstaden ja til letbanen. Nu mangler kun det endegyldige grønne signal fra Transportministeren, hvilket burde være en formssag med den gode - og efterhånden meget velunderbyggede økonomi.
Letbanen skal køre fra Lundtofte med DTU i nord igennem Lyngby, Gladsaxe, Herlev, Glostrup og Vallensbæk for at slutte i Ishøj i syd. Ialt 28 km med 29 standsningssteder, der vil forbinde store uddannelser, to store hospitaler og fem S-togslinjer på tværs.
Lyngby kunne ikke stoppe projektet alene
Nogen medier får det til at se ud som om, at afstemningen i Lyngby kunne have stoppe letbaneprojektet, men sådan er aftalen ikke skruet sammen. Lyngby-Taarbæk Kommune har forpligtet sig til, i fælleskab med de 10 andre kommuner, at stå sammen om projektet. Så kommunen kunne ikke droppe ud og stoppe projektet alene. Heller ikke igennem Lyngby.
Rolig afgørelse efter flere års heftige diskussioner
- Der var ingen dramatik overhovedet, og det tog kun en lille time, før et flertal i kommunalbestyrelsen uden om Konservative torsdag aften havde sagt sagt ja til letbanen, skriver lokalavisen Det grønne område d. 26.01.18.
- Der blev aldrig nogen egentlig debat. Heller ikke, da Konservative til at starte med - og helt forgæves - foreslog sagen udsat til 22. februar.
Under selve sagsbehandlingen gennemgik ordførerne fra de fem tilhængerpartier Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale og Enhedslisten fordelene, og da det blev Konservatives tur, valgte man ikke at argumentere massivt imod.
"Der er sagt og skrevet meget. Vi er ikke imod kollektiv trafik, men imod den valgte løsning, som er voldsom for byen og dens borgere," sagde Dorthe la Cour (K) til Det grønne område:
"Vi er bange for, at man udsteder en blankocheck til noget, hvor man ikke har styr på, hvor stor regningen bliver. Det vil få store konsekvenser for byens borgere - uanset, hvor man bor," sagde hun og uddybede ikke yderligere.
Og lige inden afstemningen understregede borgmester Sofia Osmani (K), der som bekendt er indædt modstander af letbanen:
"Nu har vi hørt en masse argumenter for letbanen, og jeg kunne være fristet til at komme med argumenterne imod. Men det flytter nok ikke noget som helst, så jeg tænker, at vi stemmer om sagen, og så kommer vi videre herfra," sagde hun - og fortsatte:
"Min holdning er, at når først beslutningen er truffet, så er det sådan, det er. Så er det min opgave som borgmester at sikre, at det, flertallet ønsker, bliver ført ud i livet på den bedst tænkelige måde. Det vil jeg selvfølgelig bestræbe mig på", sluttede borgmesteren ifølge Det grønne område.
/HB NW CB, kilde: Lokalbladet, Det grønne område d. 26.01.18
Relaterede nyheder:
|