Variobahn med L2 over Synnedrupvej på Odderbanen. Foto: Aarhus Letbane
Aalborgs PLUSBUS versus Letbaner
12.10.24
I forbindelse med Aalborg Plusbus’ 1-års jubilæum, er en nordjysk politiker og en transportøkonom kritiske over for letbanernes relevans.
Det faldt sammen med start af testkørsler på Hovedstadens Letbane og beslutninger om udvidelser af letbanerne i både Aarhus og Odense.
DR rapporterede den 23. september 2024, at Plusbussen har været betydeligt billigere end letbanerne i Aarhus og Odense. Professor Mogens Fosgerau siger, at Plusbussen er "næsten lige så god for passagererne som en letbane." Denne sammenligning er dog stærkt forenklet.
To vidt forskellige løsninger
Selvom Plusbussen er en succes i Aalborg, er det ikke rimeligt at sammenligne den direkte med letbaner. De to systemer er teknisk og miljømæssigt vidt forskellige. Plusbus (BRT) er billigere, men har betydeligt lavere kapacitet. Letbanen kan håndtere næsten dobbelt så mange passagerer og er derfor mere fremtidssikret.
Efter byggeriet af en letbane er den mere bæredygtig og økonomisk i drift end BRT. At antyde, at danske letbaner i de store byer kunne have været erstattet med BRT-løsninger uden kompromiser, er derfor misvisende.
Miljø og bæredygtighed
Selvom Plusbussen betegnes som grøn, kan det diskuteres. BRT-busser kræver batterier, som ifølge Rambøll har op til syv gange så stor en klimabelastning som letbanens køreledningsdrift. En letbanevogn med større plads til passagerer og længere levetid, kan således erstatte hele fem BRT-busser i indkøb.
Desuden bidrager BRT-busser til vejslid og mikroplast fra dæk, mens letbaner tiltrækker flere bilister og kan køre på græsspor, der forbedrer bymiljøet.
Fremtidssikring
Mens Plusbussen fungerer godt nu, vil stigende passagerantal og slid på vejene over tid medføre en faldende komfort og flere omkostninger, især når Aalborgs nye hospital står færdigt. En letbane kan derimod nemt tilpasses med flere vogne eller højere frekvens, uden at det slider på infrastrukturen.
Hvis Plusbussen på et tidspunkt ikke længere er tilstrækkelig, kan den kun opgraderes med flere busser, der kræver flere chauffører hvilket koster på driften. En senere opgradering til letbane kan blive en dyr fornøjelse, som det f.eks. er set i Ottawa, Canada.
Økonomi og perspektiv
I Danmark siges det at en letbane giver samfundsøkonomisk underskud, men lige syd for grænsen i Kiel har bystyret netop besluttet, at bygge et letbanenet på 36 km – og fravalgt BRT - med den begrundelse, at netop letbanen giver samfundsøkonomisk overskud! Så man ser helt anderledes på tallene i Tyskland.
Valget mellem BRT og letbane kan sammenlignes med at vælge mellem en lille bil og en familiebil – hver løsning har sit formål. Men man får kun, hvad man betaler for.
Vi opfordrer til, at Nordjylland fejrer Plusbussens succes uden at nedvurdere letbanernes langsigtede bæredygtige fordele, som vi vil se i Aarhus, Odense og København.
/HB & NW (Er bragt i Stiften d. 10.10.24)
Andre nyheder:
|