Variobahn med L2 over Synnedrupvej på Odderbanen. Foto: Aarhus Letbane
Succesen fortsætter: 16,3 % flere med letbanen i Aarhus
04.08.24
Her fem år efter hele strækningen er taget i brug er der for alvor gang i letbanehjulene.
Østjyderne har for alvor taget Letbanen til sig. I første halvår af 2024 har 3.234.915 passagerer rejst med Letbanen og det er en stigning på 16,3 procent i forhold til første halvår 2023 hvor 2.708.291 passagerer rejste med.
”Det er virkelig gode nyheder, og vi er naturligvis begejstrede”, udtaler Michael Borre, direktør ved Aarhus Letbane. ”Vi arbejder kontinuerligt på, at forbedre mulighederne for vores passagerer i form af kundeinformation, frekvens og stabilitet, og vi er glade for at arbejdet bærer frugt. Vi fortsætter selvfølgeligt dette arbejde” slutter han.
Den store tilslutning til Letbanen betyder at østjyderne for alvor har taget den til sig, og det glæder også bestyrelsesleder Mie Krog.
”Vi er utrolig glade for at se at Letbanen vinder frem hos østjyderne, og glæder os over, at de også kan se de fordele, der er ved at komme nemt, hurtigt og bæredygtigt frem med Letbanen. Vi havde forventet at passagertallet fortsat ville vækste på L1 i 2024 på grund af de ekstra afgange til Hornslet i myldretiden, der blev indført i august 2022, men at også L2 vækster betydeligt, er virkelig gode nyheder.
Med den nye køreplan hvor vi fra sommeren 2024 indsætter flere afgange udenfor myldretiden på både L1 og L2, er der udsigt til at stigningen vil fortsætte yderligere”, slutter en tilfreds bestyrelsesleder.
Planer om flere letbanetog i en ny serie
Som et led i at styrke mulighederne og fleksibiliteten for de mange passagerer, arbejdes der bland andet på at få flere letbanetog, der kan give endnu flere afgange til det stigende behov. Region Midtjylland har allerede tilkendegivet deres opbakning, og i slutningen af sommeren 2024 forventes Aarhus Letbanes anden ejer Aarhus Kommune at tage en beslutning.
Med de gode tal foreløbigt i 2024 og forhåbentlig med opbakning til indkøb af nye tog, er Letbanen klar til at transportere endnu flere passagerer i fremtiden.
Kontakt: info@aarhusletbane.dk eller 40 31 61 91.
/HB - kilde Aarhus Letbane d. 15.07.2024.
Andre nyheder:
|