Letbaner.DK
 
Letbaner er en overset løsning i Indre by
Nyhed 00433  

Visualisering i Indre by
Visualisering: Søren Kirkegaard, Indre by

 

Letbaner er en overset løsning i Indre by

 
27.08.12
Indre By Lokaludvalg i København opstiller en debatvogn tirsdag den 4. september 2012

Københavns Kommune er uambitiøse og berøringsangste, når det kommer til diskussionen om, hvordan man løser de trafikale problemer i Indre By. Det mener Indre By Lokaludvalg, som peger på, at letbaner bør undersøges, som løsning på trængsels- og forureningsproblemerne i bydelen.

Derfor vil Indre By Lokaludvalg nu tage hul på dialogen med bydelens borgere og brugere.

 
Debatvognens placering i København
Debatvognens placering i København (OpenStreetMap)

Borgerorienteret trafikkonference

Derudover planlægger lokaludvalget i samarbejde med Miljøpunkt Indre By-Christianshavn en borgerorienteret trafikkonference for hele København, som formentlig vil blive afholdt i løbet af efteråret.

Letbaner kan måske løse trængsels- og forureningsproblemerne i Indre By, men Københavns Kommune har ikke undersøgt letbanernes potentiale i Indre By i forbindelse med udbygning af den kollektive trafik til bunds.

Borgerrepræsentationen vedtog i juli, hvordan den kollektive trafik skal udbygges de kommende år indtil 2025. Her blev det vedtaget, at Københavns Kommune vil satse på metro til Sydhavnen samt en letbanelinje fra Ring 3 til Nørrebro Station. Men beslutningen indeholder ingen svar på, hvordan Indre By skal komme af med de trafik- og miljømæssige problemer, der præger bydelen.

Politikerne udviser med deres beslutning ikke tilstrækkelig vilje til aktivt at begrænse biltrafikken, konstaterer Indre By Lokaludvalg, der netop har sendt et brev til kommunens politikere.

- Kommunens politikere virker angste for at vedtage nogle tiltag, som vil komme til at få reel betydning for biltrafikken i Indre By. Det er denne beslutning et glimrende eksempel på, siger Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg.

Indre By Lokaludvalg understreger i deres henvendelse til kommunens politikere, at letbaner kan være en god løsning på de trafikale problemer i Indre By. Ved at gøre plads til letbaner, begrænser man antallet af vejbaner til biltrafik, samtidig med at bilisterne tilbydes et attraktivt transportmæssigt alternativ.

Ingen borgerdialog

Lokaludvalget udtrykker i brevet til Borgerrepræsentationen også undring over, at bydelens borgere og brugere ikke er blevet taget med på råd i beslutningerne om udbygning af den kollektive trafik.

- Det bliver ofte brugt som et modargument til letbaner i Indre By, at der simpelthen ikke er plads. Men det er der, hvis man indskrænker antallet af vejbaner til biltrafikken. Det er et spørgsmål om prioritering, men byens borgere og brugere er på intet tidspunkt blevet involveret i denne prioritering, siger Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg.

Tre gode argumenter for letbaner

Indre By Lokaludvalg understreger i deres henvendelse til Borgerrepræsentationen, at…

  1. Letbaner vil bidrage til en dæmpning af den gennemkørende trafik, idet antallet af vejbaner til biltrafik nedsættes, og samtidig får de mange pendlerbilister, som hver dag kører gennem København, et populært alternativt trafiktilbud.
  2. Letbaner er en mere tilgængelig form for kollektiv trafik for alle trafikbrugere sammenlignet med den tunnelbaseret metro, idet afstanden mellem stationer er kortere og trappenedgange undgås.
  3. Lokaludvalget var på gaden med sin debatvogn tidligere i år for at spørge bydelens borgere og brugere om deres holdning og idéer til den trafikale udvikling. Af besvarelserne fremgår også, at to tredjedele af de adspurgte er meget enig eller enig i, at der skal laves plads til en letbane ved at indskrænke vejbanerne i dele af Indre By.


Fakta om letbaner:

  • Letbaner er en slags moderne sporvogn. Den er eldrevet, støjsvag og kører på skinner, som regel i gadeplan.
  • Letbaner kører oftest i eget sporareal uafhængigt af den øvrige trafik, men kan også køre sammen med den trafik, for eksempel i snævre gader og vejkryds.
  • En letbane koster cirka en femtedel af, hvad en nedgravet metro ville koste pr. kilometer.
  • Mange europæiske byer har indført letbaner som supplement til den nedgravede metro. I Norden har man blandt andet letbaner i Stockholm, Göteborg, Oslo, Bergen og Helsingfors.
  • I Danmark er der letbaner på vej i Århus og Odense. I Københavns Omegn er der planer om en letbane langs Ring 3 fra Lundtofte til Ishøj og Avedøre Holme. Københavns Kommune har besluttet at undersøge strækningen fra Ring 3 til Nørrebro Station med henblik på indførelse af letbane.

 

Kontaktoplysninger:

Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg:
Tlf.: 4030 1996.

Lene Bidstrup, kommunikationsmedarbejder, Indre By Lokaludvalg:
Tlf.: 2492 9459, mail: zb3e@okf.kk.dk

/ME

 


Relaterede nyheder:

Flere letbaner i Hovedstaden

Transportministeriet og Københavns kommune skal nu udarbejde analyser af konkrete forslag til letbaner. (05.07.12)

Metropenge til letbane

Letbane ad Frederikssundsvej og Sydhavnsmetro skal styrke den kollektive trafik i København. (12.06.12)

Hverken grundlag for Nordhavnsmetro eller -letbane

Nye tal viser, at en metro til Københavns Nordhavn kun skønnes at få 11.-12.000 daglige passagerer. (26.05.12)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
   
 

Læs mere her:

Stor opbakning til letbaneløsning i Indre By (Indre By Lokaludvalg 17.09.12)
Letbaner er en overset løsning (Indre By Lokaludvalg 24.08.12)
Indre By Lokaludvalg
Butikker bukker under for metrobyggeri
(Politiken 03.07.12)
Ny transportaftale sikrer metro til Nordhavn
(Ingeniøren 21.06.12)
Brug metropenge til letbaner
(Berlingske 13.06.12)
Tættere på Sydhavns-metro og letbane (ad Frederikssundsvej)
(København 06.06.12)
København kæmper for ny metrolinje fra Sydhavn til Ny Ellebjerg
(Politiken 06.06.12)
15 Beslutning om udredning af metro til Ny Ellebjerg og letbane ad Frederiks- sundsvej (Der er fejl i links til væsentlige bilag) (Københavns Kommune d. 29.05.12, nyt link 03.06.12)
Dagsorden Teknik- og Miljøudvalget d. 4/6, se pkt. 15. (Københavns Kommune d. 29.05.12, nyt link 03.06.12)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold Opdateret 03.10.12