![Københavns byvåben anno 1894](/images/Kbh-byvaaben-1894-240.jpg)
Københavns byvåben anno 1894
Har København særstatus
27.02.12
Københavns Kommune har opdelt Storkøbenhavn i "Metroland" og "Letbaneland".
Københavns Kommunes "Center for Byudvikling" har i en screeningsrapport opdelt Storkøbenhavn i et "Metroland" og
et "Letbaneland". Københavns- og Frederiksberg Kommuner falder sammen med Metroland og omegnskommunerne må "nøjes"
med at være Letbaneland.
Denne opdeling er uden fortilfælde i Europa, hvor byer med metro og letbaner også har letbanelinjer i de indre
byområder. Dette politiske valg kan betyde at Københavns befolkning fortsat bliver ofre for partikelforurening,
støjforurening, utrygge gader og uopnåelige CO2 mål, hvis de dyre metroønsker, som er vist i rapporten går i
opfyldelse.
Hovedstaden kommer ikke bare til at vente i flere årtier på at få etableret de omkostningstunge metroplaner.
Resultatet kommer også for sent til at løse byens påtrængende trængsels- og miljøproblemer.
Denne trafikpolitik står i kontrast til de miljøstrategiske mål, som kommunen ellers udtrykker stort engagement i med
tryggere trafik, bedre luft, mindre støj, et spændende bymiljø og gode cykelforhold.
Manipulation med trafiksikkerhedstal
Herunder vises et eksempel på hvordan sikkerhedsstatistik i screeningsrapporten er blevet manipuleret og kommer frem
til det modsatte resultat af hvad udenlandske erfaringer viser:
Rapporten sammenligner trafiksikkerheden mellem metro og letbaner, hvilket ikke er særlig relevant, da risikoen de
to steder er helt forskellig. I stedet ville en sammenligning af ulykkesstatistik på gadeplan mellem biltrafik og
letbanetrafik give et meget mere brugbart billede.
Ulykkesstatistikken for et letbanenet på 58 km i stedet fro metro i København er i screeningsrapporten beregnet til
at medføre 6-8 dræbte eller svært tilskadekomne om året. Men der skelnes ikke imellem dræbte og alvorligt
tilskadekomne. Det gøres der i en UITP-dokument, Core Brief, hvor der indgår seks byer med letbaner, som
tilbyder sammenlignelige data, nemlig Bremen, Den Haag, Düsseldorf, Leipzig, Stuttgart og Wien.
Resultatet her viser, at moderne letbaner i eget areal skaber en meget mere sikker trafik end den biltrafik, som de
fortrænger. Der er kun 0,09 ulykker pr. million passagerer pr. km. med letbaner, hvorimod tallet for biltrafik er
0,4. De fleste ulykker sker i Wien, hvor der køres meget i blandet trafik, ligesom Københavns gamle sporvogne. I to
byer med letbaner i eget sporareal, Bremen og Den Haag ses ingen dødsfald og i Leipzig kun et.
(UITP, the International Association of Public Transport, som har 3.100 organisationer som medlemmer i 90 lande,
publicerede i december 2009 dokumentet, Core Brief, hvor man sammenligner ulykkesstatistik for hhv. biltrafik
og letbanetrafik.)
Københavns Lokaludvalg ønsker letbaner
Mange lokaludvalg i København ønsker letbaner, for at gøre den kollektive trafik mere tiltrækkende for især bilister.
I en pressemeddelelse fra Valby Lokaludvalg d. 18/2-2011 oplyses følgende:
"En attraktiv og ambitiøs kollektiv trafikløsning giver ikke kun borgerne på strækningen øget mobilitet, men
modvirker også den øgede biltrafik fra udviklingsområderne, som ellers vil belaste Valbyborgerne, udtaler
Michael Fjeldsøe, næstformand i Valby Lokaludvalg.
Eksempelvis vil en letbane gennem Valby markant reducere den forventede biltrafik fra den nye Carlsberg-bydel, der
vil bestå af 6.000 nye beboere og 10.000 nye arbejdspladser. Bydelen forventes at generere 20.000 nye bilture.
Letbaneidéen er perspektivrig, udtaler Lars Holten, direktør, Carlsberg Ejendomme. Den vil efter vores
vurdering give netop det markante løft i kvaliteten af den kollektive trafikbetjening, som vi ser som en
forudsætning for at nedbringe biltrafikken til glæde for miljøet og hele lokalområdet".
Ifølge Brønshøj-Husum Avis d. 7/2-2012 udtaler Morten Kabell, trafikordfører for Enhedslisten i
Borgerrepræsentationen: "Vi har en ambition om et sammenhængende net af metro og letbaner i hele
Storkøbenhavn. Står det til os, så skal alle københavnere have et attraktivt alternativ til bilen".
Klik på illustration for stor visning:
![Indbyggertal for en række mellemstore Europæiske byer med letbaner](/images/indbyggertal.gif)
Planredegørelsen fra Københavns Kommune 2005 påviser, at en stribe mellemstore byer i Europa,
på størrelse med København, alle har letbaner som kører til centrum.
|
Tre danske byområder planlægger letbaner
Politikere i Århus, Odense og i Københavns omegnskommuner har for længst draget konsekvensen af udviklingen i Europa,
hvor den mest udbyggede bytrafikform på skinner er letbaner. I de 3 byområder er man langt fremme med planlægning
af letbaner.
/HB
Relaterede nyheder:
|