Mange politikere betragter sporvogne som noget fra krigens tid. (Mørklagt sporvogn anno 1943).
Sporvogne er ikke et levn fra fortiden
10.04.03
De sporvogne, der etableres i vore dage, er væsentligt anderledes end dem, der fandtes "i gamle dage", skriver Claus V. Olesen i JyllandsPosten.
Desværre betragter mange politikere sporvogne som gammeldags. Det er vist en holdning, som er et specielt dansk fænomen, for der findes i dag kun tre lande i Europa, der ikke enten har sporvogne allerede eller er ved at etablere dem. Det er Albanien, Litauen og Danmark.
Sporvogne bliver mere og mere almindelige i gadebilledet uden for Danmarks grænser - især i USA og Frankrig. For 20 år siden havde Frankrig tre sporvejsbyer. I dag er tallet oppe på 19. Det er formodentlig, fordi sporvognene er populære der, hvor de sættes i drift. I Tyskland findes 57 sporvejsbyer. I Göteborg og Rostock, der begge ligger tæt på Danmark, er sporvognssystemet netop blevet udvidet.
København har fået en Metro, der kører 20 meter under jorden. Metro er udmærket, hvis den kører ud af byen, men ikke til lokaltransport over korte afstande.
Hvis man forestillede sig, at metrotogene kørte lige så højt oppe, som de i dag kører nede, så skulle man op på sjette sal for at tage toget. Det er nemmere at overvinde de 20 cm i højden til en moderne sporvogn end at skulle 20 meter ned i jorden for at køre en-fire km.
Det kan derimod undre at S-toget ikke har fået en supplerende rute gennem København City fra Svanemøllen til Dybbølsbro via Trianglen, Kgs. Nytorv og under Hovedbanegården.
Også Århus burde have et sporvognssystem som i Karlsruhe og Saarbrücken, hvor sporvognene fortsætter på oplandets jernbanespor til nabobyerne. I begge de tyske byer er det blevet en succes, ligesom i de mange andre udenlandske byer.
I Danmark er sporvogne gammeldags. Det undrer mig.
/Claus V. Olesen, Pærevangen 7, 2765 Smørum
Bragt i JyllandsPosten d. 26.02.03
|