Västre Hamnen. Visionsbillede: Metro arkitekter.
Malmø kan få moderne sporvogne i 2022
07.09.15 (opdateret 14.09.15)
Malmøs indbyggertal forventes at stige med 20% indtil 2025. Der er planlagt et skinnenet med to linjer på 20 km.
Malmø har i dag 313.000 indbyggere, men det tal forventes at stige med ca. 20% til i alt ca. 377.000 i 2025.
Denne stigning i indbyggerantallet på forholdsvis få år kræver allerede nu nye kollektive trafikplaner, der er fremtidssikrede. De skal kunne sikre byen en behagelig, hurtig og miljøvenlig fremkommelighed med stor kapacitet, der vil tiltrække bilister.
Allerede i 2008 var der politisk flertal for, at letbaner med moderne sporvogne må være den bedste løsning, og i maj 2010 præsenteredes strategirapporten "Fremtidens kollektivtrafik i Malmø".
I Sverige har man i mange år haft sporvejstrafik i Stockholm, Göteborg og Norrköping med succes. Der ser ud til, at turen nu er kommet til Skånes tre store byer Malmø, Lund og Helsingborg. Malmø og Helsingborg har tidligere haft sporvogne, og den sidste sporvogn kørte i Malmø i 1973.
Trafikverket har nu anbefalet, at penge fra Stadsmiljøaftalen indgår som en del af finansieringen af den planlagte letbane i Lund, og mon ikke en lignende anbefaling vil tilgå letbaneplanerne i Malmø, der satser på at kunne køre tre år efter Lund?
20 km. letbane i de indre kvarterer
Der er planlagt et skinnenet med to linjer på i alt 20 km. Det drejer sig om en linje mellem Västra Hamnen, Centralstationen, Rosengård og Stenkällan samt en linje mellem Västra Hamnen, Centralstationen, Triangeln og Lindängen.
Teknikudvalget og byudviklingsudvalget har godkendt disse planer i december 2013. Det er en ambitiøs, men ikke urealistisk plan, at den første linje med moderne sporvogne kan køre i Malmø i 2022. (..)
Dermed vil især mange pendlere få en kortere rejsetid mellem f.eks. Centralstationen og tæt befolkede bolig- og erhvervsområder. Man kan forvente en passagerstigning på 20-25% i løbet af få år på strækninger, hvor moderne sporvogne erstatter busser.
Med den infrastruktur som Malmø har med Centralstationen i bymidten, der både har hurtige togforbindelser til hele Sverige og Københavnsområdet og et fintmasket lokaltogsnet, vil mange flere pendlere i fremtiden skifte fra egen bil til kollektiv trafik. De vil nemlig erfare, at rejsetiden med tog og letbane i mange tilfælde vil være hurtigere end med bil og uden parkeringsproblemer. Bilister ønsker ikke at køre i busser, men gerne på skinner.
Visionsbillede: Metro arkitekter. Vagnsdesign: IDesign
Omkostningseffektiv trafikløsning
I løbet af kort tid kommer flere sporvognsrelaterede udredninger, der skal behandles af politikerne i kommunalbestyrelsen. Med disse gennemarbejdede letbaneplaner må det forventes, at en lignende finansiering, som Lunds letbane ser ud til at få, også vil tilgå letbaneplanerne i Malmø. Letbaneløsningen med to nye linjer og tilhørende byfornyelse langs strækningerne vil koste ca. 4 milliarder sv.kr.
Byudvikling og letbaner hører sammen
I tillid til at den nye letbane kommer, er for eksempel det første spadestik i Lindängen-området allerede taget til 121 nye lejligheder og lokaler til butikker, café, kontorer og et motionscenter, samt en ny børnehave. Der planlægges også byfornyelser langs letbanestrækninger blandt andet med grønne fællesområder og cykelstier.
I håb om, at staten vil medfinansiere de ønskede letbaner i Skåne i samme størrelsesorden, som man har valgt at gøre i Danmark, vil det være spændene at følge udviklingen.
En statsfinansiering på ca. 40% af letbanerne i Danmarks fire store byer København, Aarhus, Odense og Aalborg er en væsentlig årsag til at disse byer får letbaner inden for de næste 2-7 år.
Med en moderne infrastruktur med moderne sporvogne vil Malmø i fremtiden kunne vokse og udvikles på en miljømæssigt forsvarlig måde.
/ME - kilde: Malmø kommune
Relaterede nyheder:
|