IC4-tog på Østerport station d. 29.08.2007.
Ingen CO2 mål for jernbanen
25.05.09
Med IC4 og afventning af nye signaler er starten på elektricificeringen
udskudt mindst 10 år.
Det bliver efterhånden spændende at høre klimatopmødets udlandske deltagere
vurdere den danske klimahandlingsplan med flere dieseltog i de næste 10 år.
En rapport har anbefalet at afvente med at elektricificere f.eks. Fredericia-Århus-Aalborg
strækningen til efter der er etableret nye signaler.
Dette er for at spare at "immunisere", dvs. beskytte de gamle signaler imod kørestrømmen i skinnerne.
Da de dieseltrukne IC4-tog nu er blevet 'købt' af DSB, er dette argument blevet bestyrket.
Spørgsmålet er bare hvor dyrt det er at vente 10 år med dette klimatiltag, ligesom
vi på landets hovedstrækninger (også fra København til Fredericia) nu skal
leve med rystende, larmende og lugtende dieseltog i mindst 15 år endnu?
Økonomiske argumenter mod klimamål
I Berlingske Tidende d. 20.05.09 kan man læse at politikere køber de økonomiske
argumenter uden at skele til CO2-mål:
"De fleste politiske partier har set el-tog som alternativet, hvis DSB i stedet for at modtage
IC4-togene havde valgt at droppe leverancen.
Især har de set et stort behov for at gøre
hoved- strækningen mellem Fredericia og Aalborg klar til det (elektriske tog).
Men en rapport viste for nylig, at det vil være billigere at elektrificere jernbanen, efter at
de gamle signaler langs jernbanen er blevet udskiftet.
Og derfor bliver det først omkring 2018-2020, vi kan begynde på det, siger Henriette
Kjær.
Og når hovedstrækningerne er gjort klar til el-tog, kan IC4-togene ifølge hende
køre på lokalbaner og regionalbaner rundt om i landet.
Der er rigtig god brug for IC4-togene. Selv om vi får lavet elektricificeringen, så er det
ikke alle lokalbaner, der vil være så heldige i første omgang at komme med i det",
siger Henriette Kjær ifølge Berlingske TIdende.
Ny uprøvet teknologi vælges fortsat
Ny og uprøvet teknologi præger fortsat investeringerne i kollektiv trafik i Danmark.
Først metrotog, derefter i IC4 tog og nu signalsystemet ERTMS level 2.
Med en trafikpolitik, der tager udgangspunkt i Banedanmarks vanskelige drøm om en gang for alle
at fjerne alle signalproblemer med ny og uprøvet teknologi, kan resultatet desværre meget
let blive fortsatte store signalproblemer. Desuden spænder denne konsekvente politik altså
ben for elektricificeringen og dermed klimamålene.
Øget brug af dieseldrift
Banedanmarks signalprojekt understøtter DSB´s øgede brug af dieseltog i de næste
10-15 måske 20 år. Dermed vil det være umuligt, at opstille Co2 mål for
jernbanen inden for denne periode, samtidig med at staten i de store byer næsten ensidig satser
på dieseldrevne busser.
De kollektive transportvirksomheders samlede strategi, er den rene gift for de klimamål, som
landet forventeligt må tilslutte sig på klimatopmødet senere på året.
Et forslag
Mange sikringsanlæg på landets hovedstrækninger fungerer grundlæggende stabilt
og kan sagtens levetidsforlænges, da deres teknologi har vist sig både stabil og langtidsholdbar.
Hvis man i stedet påbegynder signaludskiftningen der hvor elektricificeringen mangler, og lader
køreledningerne følge umiddelbart efter, kan elektricificeringen til Århus, Aalborg
og Esbjerg sandsynligvis fremskyndes med flere år til gavn for passagerer og klimamål.
IC4 skal jo ifølge Henriette Kjær alligevel snart gøre gavn som regionaltog indtil alle strækninger
er elektricificeret.
/HB
Relaterede nyheder:
|