Letbaner.DK
 
IC4-skandale kan betyde flere el-tog
Nyhed 00294  

IC4-tog på Østerport
Det nye IC4-tog, her på Østerport
Foto: Helge Bay

IC4-skandale kan betyde flere el-tog

24.05.08
DSB har givet leverandøren et ultimatum, som kan betyde at IC4-kontrakten ophæves om et år

Uanset alle de mange gener det vil give for passagerer, DSB, leverandør og sågar Danmarks forhold til Italien, så åbner et muligt kontraktbrud for genoptagelse af elektricificeringen af de DSB-strækninger, der idag er uden strøm.

IC4-togene er usædvanlige ved både at kunne køre på diesel og køre hurtigt. Hvis DSB som erstatning for IC4 vil købe hyldevarer, bliver det nødvendigvis elektrisk, da hyldevare-højhastighedstog på diesel ikke findes.

I februar beskrev Letbaner.DK netop problematikken med at Danmark fortsat satser på dieseltog, og den er blevet aktuel igen med DSB's seneste udmelding.
Vi bringer derfor artiklen i uddrag her:

Trafikmiljøløsninger der batter

Den forurenende biltrafik skal begrænses, men Danmark er langt bagefter vore naboer, skriver Letbaner.DK i Jyllands-Posten d. 04.02.08:

Allerede for otte år siden anklagede OECD Danmark for at tillade en betydelig forurening af luften i byerne, og for få dage siden blev denne kritik gentaget.

I værtslandet for den internationale klimakonference i 2009 mangler vi stadigvæk en miljøvenlig kollektiv trafikpolitik. I værtsbyen København er der alene investeret ca. 20 mia.kr. i metro, men alligevel har byens samlede kollektive trafik tabt markedsandele, og Metroselskabets beregninger viser, at Metrocityringen kun vil tiltrække ca. 1% af bilisterne.

Transportsektorens udledning af CO2 stiger år for år, og i 2005 stod transportområdet for 25,9 procent af de samlede CO2-udledninger. Men i mange andre EU-lande går udviklingen den modsatte vej.

IC4-tog på Østerport

Sats mere på el

Elektrificering af den kollektive trafik i form af el-tog på jernbanenettet og etablering af nye letbaner i de store byer, er løsningen i de fleste EU-lande for at begrænse CO2 udledningen fra trafikken. Disse to typer af eldrevet kollektiv trafik bør udgøre ryggraden i vores transportsystem, hvis Danmark realistisk skal leve op til fremtidens miljøkrav.

Tal fra DTU viser, at det danske jernbanenet er et af de mindst elektrificerede i Europa. Dieseltog spreder farlige partikler ud, og det mærkes især på de store stationer.

Selv om f.eks. Københavns Hovedbanegård er elektrificeret, kører der stadig mange dieseltog fra København og næste generation af nye tog, IC4 toget, er også dieseltrukket. De vil lystigt ose videre i mange år fremover, fordi investeringer i elektrificering af det danske jernbanenet er stoppet for år tilbage.

Halter efter udlandet

I det miljøbevidste Sverige er situationen en helt anden. Her er 75 % af jernbanestrækningerne elektrificerede, dvs. alle hovedbanerne, og man er godt i gang med sidebanerne. F.eks. har Sveriges Riksdag besluttet, at al national togtrafik skal drives med "grøn el." - primært fra vand- og vindkraft samt biobrændsel. Det betyder, at det svenske X2000 højhastighedstog mellem Gøteborg og Stockholm, på en strækning af 500 km, har et CO2-udslip der svarer til 3 milliliter benzin. Det samme regnestykke kan man bruge på letbaner.

I Belgien er 78 % af banerne elektricificeret og Schweiz ligger på en suveræn førsteplads med 99 %. I Frankrig følger man op på succéen med de elektriske TGV højhastighedstog, der bl.a. har udkonkurreret den forurenende flytrafik mellem flere storbyer, f.eks. mellem Paris og Lyon. Her kører der i myldretimerne nu 12 tog i timen. Indtil år 2020 er det planen at anlægge 2.000 km. nye elektriske jernbanestrækninger for TGV-togene, der i gennemsnit har en passagerbelægning på 75%.

Ud af 13 europæiske lande, som vi normalt sammenligner os med, er kun Storbritannien placeret lavere end Danmark, når det drejer sig om elektrificering af den kollektive trafik, skriver fagbladet Ingeniøren. Det betyder, at danskerne bliver udsat for mere sundhedsskadelig luftforurening fra trafikken end størstedelen af vore naboer i Europa -også i Østeuropa.

/ME


Relaterede nyheder:

Trafikmiljøløsninger der batter

JP: Den forurenende biltrafik skal begrænses, men Danmark er langt bagefter vore naboer. (06.02.08)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
   
 

Det nye IC4-tog er diesel drevet og vil i mange år frem bidrage til CO2-udledningen.
I andre lande satser man i langt højere grad på el-drevne trafikløsninger.

/Letbaner.DK i JP

 
 

Læs mere her:

Eltog kan blive en god forretning.
(Business 27.05.08)
Svenske hurtigtog bliver endnu grønnere.
(Ingeniøren 26.05.08)
DSB fyrer diesel af på el-strækninger.
(Pola d. 21.05.08)
DSB giver leverandør frist på et år.
(DR d. 21.05.08)
DSB: IC4 togene skal køre om et år.
(Ingeniøren 21.05.08)
Minister om flere el-tog: Det bliver ikke foreløbig.
(Ingeniøren 05.02.08)
Læserbrev: Trafik- løsninger der batter.
(JP d. 04.02.08)
Frankrigs nye supertog: Både hurtigere og mere miljørigtigt end IC4.
(Ingeniøren 06.02.08)
France unveils super fast train.
(BBC d. 05.02.08)
Ministersvar
(TRM d. 25.01.08)
Spørgsmål
(Letbaner.DK 04.12.07)
Danmark langt bagud med elektrificering af jernbanen.
(Ingeniøren 01.11.07)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold