Letbaner.DK
 
Langsom trafikafvikling
Nyhed 00432  

Letbanevogn i Nestun d. 22.6.10 Foto: Morten Engelbrecht
Nordens nyeste letbane i Bergen har nu stor succes trods markant modstand før åbning.

 

Langsom trafikafvikling

 
14.08.12
Langsom trafikafvikling på landets veje koster virksomhederne dyrt mener Dansk Erhverv, der efterlyser virkemidler i JP.

Artikel i Jyllands Posten den 23. juli 2012 henviser til en undersøgelse fra COWI, der viser, at 22.000 arbejdspladser, svarende til et samfundstab på 6,8 mia.kr, hvert år går af fløjten i den københavnske trængsel.

Derfor opfordrer Dansk Industri til, at man får gang i virkemidler som intelligente lyskryds og bedre kollektiv trafik. Dansk Erhverv udtaler, at det ikke kan undgås, at man udvider infrastrukturen, hvis væksten skal øges. Det samme mener Transportminister Henrik Dam Kristensen.

Bedre kollektiv trafik

Letbaner.dk kommenterer de nævnte forhold i et debatindlæg i JP den 30.juli, og skriver bl.a:

”En tur med den kollektive trafik i København underbygger disse forhold. Med en meget benyttet bus linje 5A f.eks. tager turen fra Husum Torv til Langebro i dag ca. 50 minutter.

Busserne erstattede for 40 år siden sporvognene, men for 50 år siden tog det kun ca. 35 minutter at køre den samme strækning med sporvogn.

Det har ellers ikke skortet på investeringer i den københavnske kollektive trafik. Det nuværende metrosystem har kostet ca. 21 mia.kr., og den kommende metrocityring er beregnet at ville koste ca. 22 mia.kr.

Men i København har man i mange år helt overset det store behov for at investere i ny kollektiv skinne- trafik, der kører ind og ud af byen. Manglen på ét koordinerende trafikselskab har vanskeliggjort udarbejdelsen af en samlet trafikplan for hovedstaden, og den betydning for trængslen det vil have, at metroen suppleres med et letbanesystem.

Hovedstaden er langt bagud på dette område. Men fordelen ved at være bagud er, at mange erfaringer kan hentes gangske gratis fra de mange byer, der har løst deres trafikproblemer med en attraktiv skinnetrafik, der tiltrækker bilisterne.

Letbanenet i Odense

Men man behøver ikke alene at få inspiration fra udlandet. Odense har netop vedtaget en samlet strategi for byomdannelse for at binde de forskellige bydele sammen og få nye kvaliteter i bymidten og bydelene. Et letbanesystem skal være rygraden, der sikrer, at denne strategi bliver gennemført.

Byen har i øjeblikket massive trængelsproblemer og står overfor nye store udfordringer til infrastrukturen i forbindelse med opførelse af et nyt Regionssygehus, en ny Forsker- og Videnby, udvidelse af universitetet og et nyt stort udviklingsområde i byens sydøstkvarter.

Et letbanenet på 21 km., som har form som et H, og et Park- and Ride-anlæg ved motorvejen, skal skabe en sammenhæng mellem tog, busser og biltrafik, således at bilisterne får alternative miljøvenlige transportformer som cykling og letbaner til at komme rundt i byen med.

Med direkte forbindelse til det landsdækkende jernbanenet, samt til Svendborgbanen, vil pendlerne i fremtiden opleve, at det ikke alene er hurtigt at komme til og fra Odense. Men letbanen vil få trafiklysprioritering i gadekrydsene, der sikrer, at man kan komme hurtigt og præcist rundt i byen. Dermed er vejen banet for også at styrke byens erhvervsudvikling.

Grundlaget er lagt i København

Efter at have diskuteret forskellige trafikløsninger for en højklasset kollektiv trafikløsning langs Ring 3 i over 10 år, indgik Transportministeren, Region Hovedstaden og 11 omegnskommuner i 2011 en samarbejdsaftale om etablering af en letbane i gadeniveau mellem Lundtofte og Ishøj. Den 28 km. lange strækning vil koste 140 mio.kr.pr. km. Det er 1/10 af, hvad metro-cityringen er beregnet at ville koste pr. km.

Letbanen er en forudsætning for den vision, som omegnskommunerne i samarbejde med Realdania har udviklet for området i form af byvision LOOP City, der skal inspirere til at skabe selvstændige byområder af høj kvalitet langs Ring 3. Nogle af arealerne er allerede omdannet til dynamiske områder med boliger og ikke mindst attraktive muligheder for erhvervsvirksomhederne.

Dermed har den kommende Ring 3-letbane skabt grundlaget for rygraden til et letbanenet med radiallinjer ind mod København med forbindelse til S-tog, regionaltog og metro.

Nu er det op til Transportministeriet og Københavns kommune om de vil udnytte denne mulighed. Det er ikke nok, at kunne komme hurtigt til og fra Hovedstaden med tog, det er af afgørende betydning, at man også kan komme hurtigt og præcist rundt i Storkøbenhavn med den kollektive trafik.

Det vil tiltrække bilisterne og gøre trængslen mindre både i byen og på landevejene til gavn for samfundsøkonomien og erhvervslivet.”

/ME


Relaterede nyheder:

Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
   
 

Læs indlæg her:

Bedre kollektiv trafik
(JP Kbh. 30.07.12)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold Opdateret 12.11.14