Aftalen underskrives, foto: Trafikministeriet
Aarhus letbanes 1. etape er underskrevet
05.11.11
9 år skulle der gå efter byrådsbeslutningen før transportministeren kunne sætte sin underskrift på aftalen.
Derved fik den nyudnævnte transportminister Henrik Dam Kristensen (S) æren af at igangsætte etableringen
af Danmarks første letbane.
Den nye letbane vil skabe et nyt sammenhængende regionalt transportsystem, der binder Aarhus-områdets to nuværende
nærbaner, Odderbanen og Grenaabanen sammen med 12 km ny letbane fra Århus H over Skejby, Lisbjerg til Lystrup.
I både Transportministeret og Aarhus Byråd kalder man aftalen historisk, skriver Jyllandsposten d. 31.10.11.
Underskriften blev skrevet d. 31.10.11 i Transportministeriet under overværelse af Aarhus-borgmester Jacob
Bundsgaard (S) og repræsentanter fra Aarhus Kommune og Region Midtjylland.
”Letbanen vil give den kollektive trafik i Aarhus-området et gevaldigt løft – og den vil udgøre rygraden i et
moderne Aarhus præget af dynamik og bevægelse. Etableringen af landets første letbane er dermed også et
vigtigt element i byens vækststrategi,” siger Borgmesteren til avisen.
Også rådmand Laura Hay (V) er begejstret: ”Det er en stor dag for Aarhus og omegnskommunerne. Med etableringen
af Danmarks første letbane er det tanken, at den kollektive transport skal spille en større rolle i
fremtiden. Derfor er det helt afgørende, at der er et kollektivt trafiknet, som forbinder de større
omegnskommuner med de største rejsemål i Aarhus Kommune på en effektiv måde.
Dette opfylder letbanen, der ud over at levere en god kvalitet i transporten til passagerne
også har en god effekt på miljøet og klimaet,” udtaler Laura Hay til Jyllandsposten.
Letbane vil ikke eje Grenaabanen
Netavisen Dinby.dk skriver d. 04.11.11, at det af aftalen fremgår, at letbaneselskabet får ansvaret for drift og
vedligehold af alt andet end Grenaabanen. Den skal Banedanmark fortsat både eje og vedligeholde.
Årsagen er, at Transportministeriet og de øvrige parter bag letbanen - Aarhus Kommune og Region Midtjylland
- ikke kan blive enige om hvem, der skal betale for udskiftning af mange kilometer særdeles gamle skinner på
Djursland.
Inden aftalen blev skrevet under, satte Region Midtjylland det rådgivende ingeniørselskab Cowi til at vurdere
Grenaabanens tilstand.
Skinnernes tilstand er bedst tættest på Aarhus, hvor 17 kilometer skinner blev udskiftet for syv år siden.
Længere ude på Djursland står det ikke nær så godt til:
75 % af Grenaabanens samlede skinnelegeme er bygget op af skinner, der er mellem 50 og 60 år gamle,
skriver Dinby.dk.
/HB
Relaterede nyheder:
|