![Link til Video om sporveje i Strasbourg](/images/4687_Strasb_Homme_de_Fer_210802-280.jpg)
Klik for TV-Frederiksbergs 10 min. video
fra Strasbourg, ved Benny Haugshøj ![](/images/tv.gif)
Strasbourgs sporvognssucces fortsætter
30.08.11
Strasbourg har nu planer om at lade en sporvognslinje fortsætte over Rhinen og ind i Tyskland.  
Ved Benny Haugshøj
Efter 17 år med reetablering og mange udvidelser af det nye sporvejsnet i byen med Europaparlamentet,
forventes linje D i 2015 forlænget til den tyske by Kehl.
Grænseoverskridende sporvognslinjer, ses ellers kun få steder i verden f.eks. i Saarbrücken.
Men også i den tyske by Frankfurt (Oder) er man på vej ind til nabolandet Polen.
Det fortæller lidt om hvor smidigt et kollektiv trafikmiddel sporvognen er.
![Sporvognslinierne før 27.11.2010](/images/STRASB-linjekort-2011.PNG)
Oversigtskort over sporvognslinier før 27.11.2010. Klik på kortet for stort format
Det begyndte med én linje
I 1989 var der kommet et nyt bystyre i Strasbourg, der valgte at stoppe de hidtidige dyre metroplaner og samtidig blev der truffet beslutning om at påbegynde et letbanenet i Strasbourg. Partikel- og udstødningsgasserne fra bilerne var blevet et sundhedsproblem i byen. I november 1994 indviedes sporvognen derfor igen efter en pause på 34 år.
Målet var at flytte især bilister, der dagligt pendlede til byen over i sporvognen og at forøge den kollektive trafiksandel fra 11% til 25%, altså mere end en fordobling. Det lykkedes i 2004, ti år efter åbningen af den første sporvognslinje i Strasbourgs gader.
Den første linje A var fra 1994 en 9,8 km lang strækning fra Hautepierre Maillon gennem centrum til Baggersee. Linjen har en 1400 m lang tunnel, der krydser under en kirkegård, floden, motorvejen og Gare Centrale (hovedbanegården) hvor der er etableret en undergrundsstation. Det blev en så stor succes, at der inden for 6 år kom yderligere 3 linjer til.
Linje D kom til i september 1998 og forstærkede linjen fra Rotonde til Etoile Polygone, idet den fordobler hyppigheden af sporvogne i den centrale del af Strasbourg. Ved samme lejlighed benyttede man lejligheden til at forlænge linje A fra Baggersee til Illkirch Lixenbuhl.
Allerede to år senere i 2000 kom den næste udvidelse, som betød, at antallet af sporvognslinjer blev fordoblet fra 2 til 4 linjer. Linje B blev etableret mellem Elsau og Hoenheim Gare, mens linje C begyndte at køre mellem Elsau og Esplanade.
Succesen var blevet så stor, at antallet af rejser nu var kommet op på 330.000 dagligt – linje A og D havde 120.000, mens linjerne B og C havde 110.000 rejser. Antallet af stoppesteder var også steget til 47.
![Sporvognslinierne efter 2016](/images/STRASB-linjekort-2018.PNG)
Oversigtskort med forventede sporvejsudvidelser, bl.a. tramtrain efter 2016. Klik på kortet for stort format
Succesen fortsætter
Succesen fortsatte, selv om der skulle gå 7 år, inden de næste udvidelser sammen med en ny sporvognslinje kom til.
I 2007 blev den nye linje E åbnet. Den kørte fra Baggersee til Wacken, hvilket betød, at der blev etableret en nord-sydgående forbindelse uden om centrum, som senere blev forlænget forbi Europaparlamentet til Robertsau Boecklin. Desuden blev linje C forlænget fra Esplanade til Neuhof, mens linje D blev forlænget fra Etoile Polygone til Aristide Briand.
Endnu en udvidelse kom i 2010, hvor sporvejsnettet i centrum blev udbygget med en ny forbindelse direkte til Gare Centrale’s perronspor, hvorfra sporvejsnettet kan kobles på jernbanenettet i fremtiden. Det betyder, at linje C fra det centrale sporvejsknudepunkt Homme de Fer nu kører mod Hovedbanegården med endestation der.
Det er planen at udbygge nettet herfra med tramtrain-forbindelser ud i regionen mod bl.a. Barr efter 2016. Herunder ses de foreløbige udvidelsesplaner for Strasbourgs letbanenet:
Linje D : Til Kehl i Tyskland (mod øst), planlagt til 2015.
Linjerne A-D : Til Königshoffen og Oberhausbergen (mod nordvest), planlagt til 2014.
Linje A : Ind til Illkirch-Graffenstaden (mod syd), planlagt til 2015.
Linje C : Vil blive udvidet til Gresswiller og Barr som tramtrain på jernbanespor. Efter 2016.
(Kilde: Wikipedia, Engelsk og tysk)
/Benny Haugshøj
Relaterede nyheder:
|