Letbaner.DK
 
Miljøminister og politikere støtter letbaner
Nyhed 00309  

Miljøminister Troels Lund Poulsen
Miljøminister Troels Lund Poulsen
foto: Klaus Holsting

 

Miljøminister og politikere støtter letbaner

 
23.09.08
"Letbaner er et bud på at få styrket den kollektive trafik på en byrigtig og miljørigtig måde," udtaler miljøminister Troels Lund Poulsen.

Dermed sender Miljøministeren et klart signal midt i de afgørende forhandlinger om regeringens trafikinvesteringsplan med støtte til en kommende letbane i Århus ifølge MetroXpress Århus d. 18.09.08.

"Jeg er optaget af, at vi ikke kun løser trafikproble-
merne mellem landsdelene, men også i byerne"
udtaler Miljøministeren. Det gælder ikke kun i Århus, men også i København.

Det er helt i tråd med de tanker, som Miljøministeriet gør sig om at få by- og trafikudvikling smeltet bedre sammen, skriver avisen.

Troels Lund Poulsen har sæde i det regeringsudvalg, der endeligt skal prioritere pengene i regeringens trafikinvesteringsplan, der ventes offentliggjort i oktober.

Ja tak til letbaner

Trafikordfører Kim Christiansen, Dansk Folkeparti udtaler til Altinget/Transport d. 18.09.08:

"Et af de store projekter, som Dansk Folkeparti ønsker at fremme i trafikinvesteringsplanen, er et letbanenet i København og Århus. - Et projekt, der er fuldt udbygget nemt løber op i 16-18 mia. over de næste 10 år.

Umiddelbart mange penge, men langtfra så dyrt som etablering af Metroen, men med et langt større potentiale, når det handler om at flytte mange passagerer.

Samtidig kunne projektet etableres som et samarbejde mellem staten og et privat firma, som i givet fald skal stå for anlæg og finansiering og derefter udleje til staten over en 30-årig periode - et såkaldt OPP-projekt", udtaler trafikordføreren.

"Fordelen er, at det ikke vil belaste investeringsplanen her og nu, men bliver fordelt over en årrække, og samtidig sikrer vi, at der foregår en optimal vedligeholdelse i perioden.

Lad os for en gang skyld tænke stort og fremsynet og ikke bare tænke i det mulige her og nu," slutter Kim Christensen

Ring 3-letbanen med i investeringsplanen

Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst og Glostrups borgmester Søren Enemark mødtes onsdag den 3. september med Folketingets Trafikudvalg for at få en letbane langs Ring 3 med på statens trafikinvesteringsplan frem til 2030.

Borgmestrene repræsenterer en samarbejdsorganisation bestående af 11 kommuner i et bånd rundt om hovedstaden fra Ishøj i syd til Lyngby-Taarbæk i nord. Region Hovedstaden er også med i samarbejdet.

"Når vi peger på en letbane, er det fordi det er en billig og fremtidssikret løsning, som samtidig er et hurtigt og pålideligt alternativ til bilister langs Ring 3. Det skal ikke være en bus, for borgerne vil meget hellere køre i tog", udtaler Karin Søjberg Holst til Gladsaxe Bladet.

De 11 kommuner i samarbejdsorganisationen planlægger bolig- og erhvervsudvikling ved de kommende letbanestandsningssteder langs Ring 3, og på den måde lader man byerne og den kollektive trafik udvikle sig i samme moment.

Kommunerne har givet hinanden håndslag på at bidrage til finansieringen af letbanen. Vi vil ikke kun løse et trængselsproblem, vi vil skabe en visionær udvikling for landets hovedstad som helhed. Folketingets politikere må tage deres ansvar for visionen. Derfor skal letbanen med i statens transportinvesteringsplan frem til 2030, udtaler Søren Enemark.

De 11 kommuner i samarbejdsorganisationen er Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Rødovre, Glostrup, Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj og Vallensbæk. Desuden deltager Region Hovedstaden.

/ME


Relaterede nyheder:

Kommuner vil have Ring 3 letbane

Gladsaxes og Glostrups borgmestre har netop haft foretræde for Folketingets trafikudvalg (06.09.08)

Nu skal der ryddes op

Klima- og energiminister Connie Hedegaard vil have orden i eget hus inden klimatopmødet i København 2009. (06.08.08)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
 


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold