Nice letbane har batteridrevne sporvogne
De nye sporvogne har batterier på taget, der opsamler energi under normal drift og tilkobles
på korte strækninger, hvor synlige el-ledninger er uønskede. Sporvognen kan
køre fuldstændigt som normalt på en strækning af ca. 600 meter uden
køreledning.
Nice er den første by i verden med dette moderne batterisystem, der er udviklet af
Alstom Transport. Nice valgte hybridløsningen med batteridrift for at undgå
køreledninger på de historiske steder som Masséna-torvet og Garibaldi-torvet.
Udover det æstetiske, er det også en fordel, at byen ikke er nødt til at nedtage
køreledningerne, når store karnevalsvogne passerer torvene hvert år.
Ved at skifte mellem synlige køreledninger og batteriløsning giver Nice en række
byrum deres oprindelige stil tilbage samtidig med, at man får en velfungerende offentlig transport
og dermed mere liv tilbage til byrummene.
Udover batterier er sporvognene forsynet med aircondition, informationssystemer,
videoovervågning, store vinduer og meget lavt gulv.
Flere mulige energiforsyninger
Selvom køreledninger 5 meter over vejbanen stadig er den drifts- og miljømæssigt
bedste energiforsyningsform for sporvogne, har Alstom Transport udviklet flere ’trådløse’
systemer, som gør det muligt at indføre sporvognssystemer samtidig med, at
udvalgte bymiljøer kan beholde deres oprindelige karakter:
- Batteridrift: Giver strømforsyning på korte strækninger
- GPS (Ground Power Supply): Strømforsyning via et tredje spor i jorden, helt integreret i
sporsystemet, hvor strømmen kobles til i sektioner via et signal fra sporvognen.
Strømforsyningssektionen er helt dækket af sporvognen. GPSsystemet er i drift i
Bordeaux og er ved at blive leveret til Anger, Orleans og Reims.
- Flywheel: Et svinghjul som lagrer energi under drift. Når strømmen slås fra,
leverer svinghjulet energi til sporvognens motorer. Dette system benyttes i Rotterdam.
De senere år er der kommet stor nytænkning inden for kollektiv transport i
Norden med hensyn til bybaner og kombibaner , siger Nils Daugaard, direktør
i Alstom Transport Danmark.
Erfaringer fra Europa viser, at moderne bybaner giver byer nyt liv. Vi ser frem til at
dele vores kompetence med de nordiske byer, som planlægger at indføre bybaner
og kombibaner og dermed gå i samme retning som mange byer i hele Europa, slutter Nils Daugaard.
Alstom har igen udviklet en teknologisk spændende sporvogn, der vil åbne nye muligheder
for etablering af letbanelinier igennem bycentre.
Verdens første batteridrevne sporvogn?
Nice tager verdens første batteridrevne sporvogn i brug, skriver Ingeniøren
d. 27.12.07, men er det første gang verden har set batteridrevne sporvogne?
Kendere vil vide, at i sporvognens barndom eksperimenterede man med de såkaldte akkumulatorvogne
for at slippe for både heste og køreledninger i gaderne, men det var ikke muligt at
få en stabil drift med datidens ildelugtende svovlsyrebatterier.
I københavn kørte der dog akkumulatorvogne på f.eks. Nørrebrogade i en kortere
periode fra 1897 til 1902, hvorefter der blev ophængt køreledninger.
Akkumulatorvogn Nørrebrogade ved søerne ca. 1900.
Læs mere om Nørrebro-linien her...
/HB
Relaterede nyheder:
|