Letbaner.DK
 
Brev til Folketinget
Nyhed 00192  

Brev til Folketinget

Duo-sporvogn på banegården i Baden Baden. 
Foto: Helge Bay 1999  

14.09.06
Brev sendt personligt til udvalgte ministre og politikere i Folketinget: - Udskyd Cityringen.

Illustration:
Duo-sporvogn i drift på de tyske jernbaner.
Vogn er netop ankommet fra Karlsruhe's gågade direkte til Baden-Baden station, d. 10.08.1999.
Foto: Helge Bay

 


Udskyd Cityringen - for at undgå overophedning af økonomien

Den forestående totalrenovering af jernbaneskinner og signalanlæg vil blive rigtig svær at gennemføre, samtidig med at man bygger Metrocityringen.

Begge disse projekter er i en størrelsesorden på 15-20 mia. kr., og man bliver nødt til at vælge mellem disse to projekter, for at undgå en overophedning af økonomien i de kommende år, fordi der vil være meget lidt ledig kapacitet i den danske byggesektor.
Det er et forhold, som både økonomer hos Nordea og Den Danske Bank påpeger.

Derfor bør man udskyde vedtagelsen af Metrocityringen. Med de nuværende erfaringer vil den kun flytte buspassagerer under jorden uden at tiltrække bilisterne, og den vil dermed ikke bidrage positivt til løsning af byens støj- og luftforurening.

Samfundet har simpelthen ikke råd til flere enkeltstående milliardinvesteringer i metro, som ikke indgår i en samlet trafikplan.

En af opgaverne for den nye infrastrukturkommission må være, at analysere det kommende trafikbehov i Storkøbenhavn, således at man på det grundlag kan udarbejde en overordnet trafikplan for den kollektive trafik herunder behovet for mere metro og letbaner.

Samtidig bør man over en kort årrække bruge 14-16 mia. kr. af metropengene til at få renoveret jernbaneskinnenettet og få udskiftet de gamle signal- og sikringsanlæg til gavn for 500.000 daglige rejsende i hele landet, der rejser længere både i tid og afstand end metroens rejsende.

Dansk Arbejdsgiverforening frygter allerede nu, at de massive togforsinkelser vil få konsekvenser for arbejdsgivernes muligheder for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.

Til forskel fra Metro-cityringen, der med de nuværende beregninger højst vil få ca. 270.000 daglige rejsende, som primært vil komme fra den eksisterende kollektive trafik. er der ingen grund til at udskyde genopretningen af jernbanenettet på grund af Infrastrukturkommissionens arbejde.

De resterende penge kan så bruges til letbaner i Århus og København, som er langt den billigste form for kollektiv trafik på skinner både i anlæg og driftsøkonomisk, og kan realiseres indenfor få år. Letbaner er i stand til at tiltrække bilejere, og dermed bidrager de positivt til at løse byernes støj- og luftforurening.

Det ser ud til, at der allerede nu er politisk flertal i Folketinget for at etablere letbaner i Århus. Et net som skal omfatte 75 km. letbane til en pris af 2,2 mia. kr. og Københavns Amt har også netop nu udarbejdet en OPP finansieringsplan for letbanen langs Ring 3.

Det betyder, at der allerede findes to gennemarbejdede letbane-projekter, som kan indgå i områdernes samlede trafikplaner.

 
Med venlig hilsen
Trafikgruppen Letbaner.DK


Blev bragt som artikel i Jyllandsposten d. 08.09.06: Udskyd Cityring

Til top

 

 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold