Letbaner.DK
 
4 ud af 10 bilpendlere ville gerne køre med tog
Nyhed 00161  

4 ud af 10 bilpendlere ville gerne køre med tog

København-Ringsted, Drøm eller virkelighed? 12.04.06
42 pct. af bilisterne er interesseret i at skifte til tog, hvis rejsetiden nedsættes et kvarter og togafgange fordobles.

Illustration: København-Ringsted, Drøm eller virkelighed? Foto: Helge Bay

Jernbanen mellem København og Ringsted er presset til bristepunktet, skriver Berlingske Tidende og i de travleste myldretidstimer er der ikke plads til et eneste ekstra tog. Og hvis bare et enkelt tog på strækningen er forsinket nogle få minutter, kan hele køreplanen vælte som et korthus, mens forsinkelserne breder sig som ringe i vandet.

Sådan har det været i mange år. Men sådan behøver det ikke at fortsætte i al evighed. Hvis jernbanen i fremtiden skal spille en større rolle til gavn for mobiliteten på især Sjælland, bliver det nødvendigt at udvide kapaciteten.

Ny jernbane fra København til Ringsted over Køge

Og inden 1. juli skal politikerne på Christiansborg beslutte, om der skal sættes skub i en omfattende proces, så et baneprojekt i milliardklassen kan realiseres. Dermed bliver det muligt at supplere de nuværende regionaltog med såkaldte regionale lyntog, der kun standser ved de store stationer på Sjælland og springer mellemstationer som Hedehusene, Trekroner, Viby og Borup over.

Det vil gøre jernbanen til og fra hovedstaden hurtig, attraktiv og mere konkurrencedygtig over for bilen. I en undersøgelse, som Danmarks Statistik har gennemført blandt 1600 pendlere fra sjællandske købstæder, svarer 42 pct. af bilisterne, at de vil være interesseret i at skifte til toget, hvis rejsetiden nedsættes med et kvarter og antallet af togafgange fordobles. Derfor er ikke mindst DSB interesseret i, at politikerne giver grønt signal for udbygningen. ”Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil få nye passagerer.

Vi har allerede gennemført princippet på Kystbanen og på Svendborgbanen. Og begge steder har kombinationen af hurtigere tog og flere afgange givet henholdsvis 10 og 25 pct. flere kunder,” oplyser DSB´s salgsdirektør, Bjørn Wahlsten til Berlingske Tidende, d. 10.04.06.

/DSB-presseklip


Læs hele artiklen fra Berlingske d. 10.04.06 her: »Hva' så, Bahnsen! Har vi motorstop?«

Til top

 

 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold