Letbaner.DK
 
DSB betaler prisen
Nyhed 00134  

DSB betaler prisen

Københavns Lufthavn Kastrup, foto: René Strandbygaard 06.01.06
DSB taber i øjeblikket markedsandele på grund af de mange forsinkede tog med utilfredse rejsende til følge, ikke mindst blandt de faste kunder - pendlerne.

Derfor ser DSB sig nu nødsaget til at indgå en aftale om at refundere en del af billetprisen for de rejsende, der bliver mere end en halv time forsinket.

Men grunden til de mange forsinkelser er ikke i hænderne på DSB. Årsagen er nedslidte skinner og signalanlæg i hele landet, og der er ikke udsigt til, at der afsættes de nødvendige investeringer til at rette op på disse forhold. Derfor må man forvente, at det fremover går alvorligt ud over DSB's indtjening, og at endnu flere rejsende vil fravælge den kollektive trafik og søge ud på de i forvejen stærkt belastede veje.

85.000 nye pendlere

Derimod er der politisk vilje til at investere 15 mia. kr. i mere Metro i form af Metro-cityringen, der kun vil kunne betjene ganske få kvarterer i Storkøbenhavn. Med de nuværende Metro-erfaringer vil man kun opnå at flytte buspassagerer ned under jorden. I løbet af de næste 15 år vil der være kommet 85.000 nye pendlere, der skal ud og ind af København hver dag, og det er forhold, som Metro-cityringen ikke vil kunne løse.

Overskridelser

Professor Bent Flyvbjerg fra Aalborg Universitet har beregnet, at der er 50 pct. chance for, at projektet bliver 40 pct. dyrere. Det samme har Rigsrevisionen påpeget i en rapport fra 2000 om Metro-investeringer i København. På dette grundlag må man forvente, at der allerede bliver tale om en samlet investering på mindst 21 mia. kr.
For disse penge kunne man få udskiftet alle de slidte jernbaneskinner i hele Danmark, få fornyet DSB's signalanlæg overalt og anlægge letbaner i Københavns Amt langs Ring 3 samt i Århus.

Det er investeringer, der samfundsøkonomisk vil give store fordele og vil gøre den kollektive skinnetrafik meget mere attraktiv. De nuværende mange tusinde daglige tabte arbejdstimer i form af forsinkelser i trafikken vil alene kunne finansiere store kapitaludvidelser og forbedringer. En hurtig og præcis kollektiv trafik vil tiltrække mange bilister, og det vil betyde færre biler på vejene med dertil hørende mindre støj- og luftforurening.

Der er dog begyndende tegn på, at politikere ikke anser trafikinvesteringer som omkostninger, men som en god forretning for at sikre mindre trængsel, bedre miljø og bedre trafiksikkerhed. Så man kan håbe, at denne nye trafikpolitik snart vil slå igennem.

/ME

Indlægget fra Letbaner.DK blev bragt i Jyllands-Posten d. 04.01.06

Foto: Københavns Lufthavn Kastrup, René Strandbygaard, DSB

Til top

 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold