Letbaner.DK
 
4 milliarder kr. til nye sporvogne i Berlin
Nyhed 00129  

4 milliarder kr. til nye sporvogne i Berlin

Tatra-vogn i Französisch Buckholz, Berlin, foto: Helge Bay

14.12.05
Berlins trafikselskab BVG planlægger at købe 210 moderne sporvogne med et særligt berlinsk udseende.

På Berlins 188 km store sporvejsnet kører der idag mange nye og ældre sporvogne rundt.

De 400 ældre Tatra-vogne vil BVG nu over tid have udskiftet med 210 nye og mere effektive letbanevogne; pris 500 millioner Euro. Beslutningen tages til foråret.


Med dette investeringsvolumen vil bestillingen blive Europas største af sin slags. Men der er større intentioner end blot "nye vogne". Udseendet skal nøje vælges, så det signalerer noget særligt berlinsk. Et design der ikke skal kunne forveksles med andre byer.

Berlinsk design

Sporvognene er i forvejen et markant træk i Berlins gadebillede og med de nye vogne ønsker man at forstærke indtrykket af "egen karaktér". Ved siden af de tekniske egenskaber som effektivt transportmiddel, ønsker man at vognene skal "vække folks følelser" for byen. Ud af 19 forslag valgte BVG 5 favoritter til byens nye "ansigt". Sporvognene skal køre på de 21 linier, der hovedsalig kører i det tidligere Østberlin. Med de ialt 188 km sporvej, der både kører i de centrale bydele og helt ud til de yderste forstæder, er nettet større end U-banenettet, der 'kun' er på 145 km.

Udvidelsesplaner

Der er sket enkelte udvidelser siden murens fald, f.eks. i Französisch Buckholz og til Klinikum (Universitetshospitalet Charité) i Vestberlin, men siden er der ikke sket meget. Pengene er istedet gået til store jernbaneudvidelser og en ny enorm hovedbanegård (Berlin Hauptbahnhof-Lehrter Bahnhof).

Dog er der interesse for at lave en ny sporvej fra Alexander Platz over Leipziger Strasse til Potdamer Platz ved de nyopførte skylines på den tidligere murstribe, men det bliver tidligst i næste årti, siger Thomas Necker fra BVG, der nævner at der allerede er blevet lagt skinner i Leipziger Strasse.

/HB

Læs artiklen " 500 millionen Euro für Strassebahnen" i Der Welt d. 12.12.05.

Til top

 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold