Letbaner.DK
 
Københavns trafikinvesteringer kan være spildte
Nyhed 00128  

Københavns trafikinvesteringer kan være spildte

Dyb metrostation, foto: Helge Bay 09.12.05
Der er stor risiko for, at økonomien skrider i to milliardprojekter.
Det havde været billigere og langt mere effektivt at bygge letbaner i Århus og hovedstaden.

I Jyllands-Posten kunne man d. 5/12 i lederen læse, at der er grund til at lykønske København, som fortjener at have en tidssvarende trafikal infrastruktur. Men samtidig bliver regeringen kritiseret for en geografisk ensidighed i trafikinvesteringerne.

Der er planlagt meget store statslige investeringer i hovedstaden i det kommende årti, og det er forståeligt, at det er en torn i øjet på det store flertal af skatteyderne. Det drejer sig om fjerde etape af Metroen i København: Metrocityringen samt havnetunnelen, der skal lede den gennemkørende biltrafik uden om Københavns centrum.

Begge projekter er økonomisk særdeles risikable, fordi der er tale om store underjordiske anlæg, hvor man ikke kan tage højde for alle forhold. Fjerde etape af Metroen i København, metrocityringen, vil ganske rigtigt give den kollektive trafik en ny dimension, men det vil kun berøre de indre bykvarterer og Frederiksberg. Investeringen er foreløbig anslået til 15 mia. kr. for en ca. 15 km lang bane.

Stor usikkerhed om Cityringens pris

Men professor Bent Flyvbjerg fra Aalborg Universitet har beregnet, at der er 50 pct.s risiko for, at projektet bliver 40 pct. dyrere.

Det samme har Rigsrevisionen påpeget i en rapport fra 2000 om metroinvesteringer i København. På dette grundlag må man vente, at der er allerede tale om en samlet investering på ca. 21 mia. kr.

For disse penge kunne man få udskiftet alle de slidte jernbanespor i hele Danmark, få fornyet DSB's signalanlæg overalt, anlægge den ønskede letbane i Århus samt en tilsvarende letbane i Københavns Amt langs Ring 3, der ville forbinde fem S-togstrækninger på tværs af hovedstaden.

Det er investeringer, der samfundsøkonomisk vil være en stor fordel og gøre den kollektive skinnetrafik meget mere attraktiv. En hurtig og præcis kollektiv trafik vil spare milliarder af spildtimer om året for pendlerne i hele Danmark og samtidig tiltrække mange bilister. Det vil betyde færre biler på vejene med dertil hørende mindre støj- og luftforurening.

Tvivlsom nytteværdi af havnetunnel

Professor Otto Anker Nielsen fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), tvivler på, at gevinsten ved den planlagte havnetunnel i Københavns Havn kan opveje den meget store investering på ca. 18 mia.kr. Nogle steder vil havnetunnelen give mere trafik, end der er i dag, og andre steder vil den få trafikken til at falde.

Fælles for de tocifrede milliardprojekter er, at når først de er sat i gang, kan de ikke standses, uanset hvor store budgetoverskridelserne bliver.

Begge de omtalte trafikprojekter i København vil ikke løse de meget store problemer med at få pendlerne ud af og ind i byen. Inden metrocityringen er færdigbygget, vil der være kommet 85.000 nye pendlere, der skal til og fra byen hver dag, og den opgave kan metrocityringen ikke løse.

Man kan derimod få et letbanenet på 77 km med fem radiallinier ud og ind af København samt en udbygning af letbanen i Århus for nogenlunde det samme beløb, som man i øjeblikket anslår en havnetunnel til at koste.

Erfaringsmæssigt vil biltrafikken falde med 20-25 pct. i kvarterer med nye letbaner. Dertil kommer et tilsvarende fald i støj- og luftforurening. Allerede nu må allergikere opgive at køre på cykel i København på grund af luftforureningen.

Trafikgruppen Letbaner.DK har udarbejdet forslag til et letbanenet i København, som man kan læse om under Publikationer.

Så O.K., tillykke København - men med hvad?

/ME

Bragt i JP Århus - www.jp.dk, d. 09.12.05: "Københavnske trafikinvesteringer kan være spildte" - Søgeord: trafikinvesteringer

Lederen i Jyllands Posten - www.jp.dk, d. 05.12.05: "MetroDanmark"
Søgeord: metrodanmark

Til top

 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold