Letbaner.DK
 
Usikkerhed om samdrift for Århus nærbaner
Nyhed 00120  

Usikkerhed om samdrift for Århus nærbaner

Oddergrisen må holde langt ude på Århus H 26.11.05
Den længe ønskede og planlagte samdrift imellem Grenå- og Odderbanen synes ikke at komme nogen vegne.

De ældste af Odderbanens Y-tog har siden 1968 trofast transporteret passagerer frem og tilbage mellem Odder og Århus. Dog ikke uden vedligeholdelse, og for at være sikker på at kunne få reservedele har banen netop indkøbt fem "nye" Y-tog hos privatbanen, Nordjyske Jernbaner.

Men direktør Michael Tittel Langager vil ikke mindst af hensyn banens 1,1 million passagerer gerne have nye og mere komfortable tog. Y-togene skal efter planen afløses af tog af typen Desiro, der i dag kører på strækningen Odense-Svendborg. ”Men alting afhænger af samdriften mellem Odderbanen og Grenaabanen, og dér aner vi ikke, hvor vi står.

Sidste efterår blev banerne koblet sammen med en transversal på Århus H, så rent teknisk kan vi køre lige igennem. Vi venter blot på en politisk beslutning,” siger Michael Tittel Langager. En årsag til, at det trækker ud, er kommunalreformen. Odderbanens driftsherre, Århus Amt, står over for nedlæggelse. Og i den nye midtjyske region arbejder man på at oprette et trafikselskab, der skal stå for driften af Odderbanen, Lemvigbanen og Århus Sporveje, skriver Århus Stiftstidende.

Oddergrisen må holde langt ude på perronen

Det gør ikke sagen bedre at Odderbanens tog er blevet fortrængt fra banegårdshallen. Grenåbanens tog skal med den nye køreplan bruge hele 2 af de kun 6 perronspor. For at komme mod Odder skal man nu gå et par hundrede meter ud af perronen, hvilket betyder at mange må løbe for at nå toget. Sådanne løsninger udelukker dårligt gående - og har en meget negativ effekt på passageroplevelse og passagertal.

/HB   /Århus Stiftstidende, 23.11.05   (DSB-presseklip)

Til top

 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold