Letbaner.DK
 
Frygter metro i Aksel Møllers Have
Nyhed 00116  

Frygter metro i Aksel Møllers Have

Foto: Martin Sørensen 11.11.05
En gruppe beboere har taget initiativ til en underskriftindsamling imod at anlægge en metrostation i Aksel Møllers Have. Det vil få uoverskuelige konsekvenser, mener beboerne.

Det er ikke alene Frederiksbergs Borgmester, der har betænkeligheder ved Metro Cityringen på Frederiksberg. Beboerne ved en af de foreslåede stationer mener, at man ikke skal anlægge et trafikknudepunkt i et grønt område.

Aksel Møllers Have er det grønne område, der strækker sig fra Frederiksberg Svømmehal til Godthåbsvej. Pladsen er for få år siden blevet omlagt, så den i dag er blevet en lille oase. Den er blevet til et smukt rekreativt område med stier, en legeplads og smukke platan-alléer.

Byggeriets Hus, der bruges til skiftende lokalaktiviteter, ligger i den ene ende ud mod Godthåbsvej med et blomstrende café- og kulturliv omkring huset.

En kommende Metro Cityring vil gå fra Nørrebro og med et krydspunkt ved den nuværende Frederiksberg Metro station. På vejen skal der placeres en metrostation i Aksel Møllers Have tæt på Godthåbsvej.

Beboerne frygter, at det får konsekvenser for selve det grønne område, og for det miljø, der er bygget op om Byggeriets Hus. Aksel Møllers Have er et af de få grønne åndehuller i byen, og det skal ikke smadres.

"Der er risiko for, at vi får en banegård i stedet for det grønne område, vi har i dag. Vi frygter bl.a. et cykelkaos og et menneskemylder på linie med det ved Frederiksberg Metrostation," udtaler en af beboerne. Dertil kommer frygten for de konsekvenser, som selve byggeriet kan få. Dels på ejendommene i form af bl.a. revner, dels med hensyn til byggerodet, lastbilkørsel m.m.

Indsamlingen af underskrifter er i gang, og de vil blive afleveret til borgmester Mads Lebech.

/ME /Frederiksberg Bladet d. 8.11.2005

Til top

 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold