Letbaner.DK
 
Trafikken sander til
Nyhed 00031  


Søren Enemark, borgmester i Glostrup
Foto: Eric Klitgaard

 

Trafikken sander til

 
25.02.04
Glostrups borgmester Søren Enemark ønsker at løse trafikproblemerne på en ny måde, skriver Vestegnen d. 25.02.04.

Vestegnen er en af landets største lokalaviser.
I artikelen 'Det totale trafikkaos' skriver avisen:

"Vejen fra Vestegnen til Christiansborg er blokeret af overfyldte motorveje, dårligt fungerende buslinier og manglende tværforbindelser. I hvert fald hvis man kigger i retning af trafikminister Flemming Hansens kontor.

Det må være konklusionen oven på en uge, hvor den ene efter den anden nyhed om trafikken på egnen ramte offentligheden. Og såvel trafikministerens lokale støtter som politiske modstandere slås om at få ministeren i tale om problemerne.

De lange tog

Første nedslående nyhed for ministeren var de nye IC4-tog, som er på vej fra fabrikken. De har vist sig at være forkert dimensioneret til stationerne, og derfor vil der gå mindst et år længere end forventet med at få dem i drift. Dermed vil pendlere fra hele Sjælland - herunder Høje-Taastrup og Hedehusene - fortsat skulle leve med overfyldte tog, plaget af mange forsinkelser.

Anden nyhed drejer sig om den samlede kollektive trafik på egnen. Erhvervsknudepunktet for Hovedstadens Vestegn (EKHV) er kraftigt ude med riven efter trafikministeren.

Sammen med en lang række andre politiske aktører har EKHV - som er talerør for otte kommuner - argumenteret for at samle hovedstadsområdets trafik i et nyt, fælles selskab. Det har trafikministeren afvist.

-Ministerens skarpe afvisning af forslaget er komplet uforståeligt for kommunerne her på Vestegnen. Der kan være flere løsningsforslag, men alle muligheder må diskuteres, siger borgmester i Glostrup, Søren Enemark.

Hans kollega i Ishøj, Ole Bjørstorp, supplerer

-Hvis vi overhovedet skal have en chance for at håndtere fremtidens trafikmængde, skal der både en bedre planlægning og nye trafikinivesteringer til. Der er en række gode eksempler fra andre europæiske byer - lad os lære noget af dem, siger Bjørstorp og fortsætter:

-De fleste er enige i, at der er behov for en gennemtænkt trafikstrategi og en samlet koordineret indsats i Hovedstadsregionen. Trafikministeren må snart få øjenene op for, at der MÅ laves specielle løsninger for Hovedstadsregionen.

Ingen udmeldinger Indtil videre er trafikministeriets svar en larmende tavshed. Også overfor det letbane-projekt, der blev bragt op af tre private firmaer.

Det Offentlige Private Partnerskab - som er baggrunden for den private finansiering - er udtænkt og støttes kraftigt af den nuværende regering. Alligevel er der kritiske undertoner i den pressemeddelelse, lokale partifæller har udsendt under overskriften “Opprioritering af letbane-projekt nødvendig”.

-Trafikken i Hovedstadsregionen lider massivt under manglende investeringer, især er der behov for at få løsnet op for den trafik, som går på tværs af regionen, siger Bent Larsen, amtsrådsmedlem for Venstre og formand for HURs trafikudvalg. Larsen og Venstre i Københavns Amt har skrevet til trafikministeren for at gøre ham opmærksom på problemerne.

Letbanen kommer

Også amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen har kritiseret regeringen, bl.a. for ikke at have letbanen i sin trafikinvesteringsplan. Nu har hun været en tur forbi trafikministeriet for at diskutere problemet, og er vendt hjem med den opgave at finde ud af, hvad borgmestrene i området ønsker, når det gælder letbane.

Men der er stadig ikke tegn på, at en overordnet trafikplan eller -vision kommer på bordet.

En plan har egnen til gengæld fået i forbindelse med den bebudede Frederikssundsmotorvej, der skal bygges mellem Motorring 3 og 4. Trafikministeren er meget upopulær fordi vejen vil belaste Rødovre og Glostrup. Og tilmed vil motorvej indtil videre ende blindt.

Videreførslen er ikke besluttet, hvorfor blandt andet Rødovres og Glostrups borgmestre har talt med meget store bogstaver for at få ministeren til at udskyde projektet. Det er ikke lykkedes.

-Regeringen anser gennemførelsen af 1. etape af Frederikssundmotorvejen for nødvendig for at sikre sammenhængen i motorvejsnettet omkring København, sagde ministeren i sidste uge. Flemming Hansen vil dog minimere skaderne på Vestskoven. Det skal ske ved at flytte linieføringen længere mod nord", slutter avisen.

/Jakob Fälling, Vestegnen


Relaterede nyheder:

Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
 


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold Opdateret 16.09.08