Letbaner.DK
 
Hvordan ønsker I en letbaneløsning?
Nyhed 00029  

Vibeke Storm Rasmussen
Amtsborgmester
Vibeke Storm Rasmussen

 

Hvordan ønsker I en letbaneløsning?

 
19.02.04
Det spørgsmål stiller Amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen, når hun i den nærmeste fremtid besøger sine borgmesterkolleger i Lyngby, Gladsaxe, Herlev, Glostrup, Albetslund og Rødovre, skriver Københavns Amt.

”Vi skal i gang med at finde ud af, hvor letbanen skal føres og hvilke finansieringsmuligheder, der kan være.Derfor er det vigtigt, at vi får alle ønsker og forslag på bordet, så vi i samarbejde kan få den bedste løsning,” siger Vibeke Storm Rasmussen.

Forud for forslaget om en letbane ligger to store undersøgelser af mulighederne for at få en linje lang Ring 3. Undersøgelserne er gennemført i et samarbejde med HUR (Hovedstadens udviklingsråd) og Trafikministeriet. Amtsborgmesteren har netop været til møde med Trafikministeren, hvor de har drøftet ønsket om en letbane.

”Tiden er løbet fra, at det offentlige alene gennemfører meget store investeringer. Vi skal med dette projekt vise, at vi godt kan få lavet nogle ting, uden at alt bliver til skatteopkrævning. Jeg forestiller mig, at letbanen blandt andet skal betales via den vækst, der vil komme sammen med banen. Rigtig mange vil have glæde af banen økonomisk, og så vil det være naturligt, at de også bidrager til, at den bliver til noget”, siger amtsborgmesteren.

Der er netop disse overvejelser, Trafikministeren er blevet præsenteret for og som amtsborgmesteren tager med sig rundt i amtet, så borgerne kan få en letbane, der hurtigt, støjsvagt og miljøvenligt bringer dem på tværs af amtet.

”En letbane vil give den kollektive trafik et fantastisk løft og forbedre hverdagen for de mange tusinde borgere, som i dag er nødt til at tage ind over Hovedbanegården for at komme på tværs af amtet. Vi regner med at kunne nedsætte rejsetiden med ca. en tredjedel. Fordelen ved letbanen stopper ikke ved, at den er hurtig. Den er også mere miljøvenlig og mindre larmende end de osende busser, den skal erstatte. Faktisk vil den støj der er fra bilerne i dag overdøve letbanen,” slutter Vibeke Storm Rasmussen til Københavns Amts hjemmeside.


Relaterede nyheder:

Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
 


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold Opdateret 15.09.08