Letbaner.DK
 
Nytårsstatus for Aarhus Letbane
Nyhed 00531  
Forside
Nyheder
Udland
TV & video
Hvad er en letbane
Link
Om Letbaner.DK
Kontakt
Arkiv
Tilbage


Tango togsæt prøvekøres ved Øllegårdsvej.
Foto: Helge Bay d. 14.12.16

 

Nytårsstatus for Aarhus Letbane

 
23.12.16
Nedtællingen er i gang - nu skal der strøm på Letbanen.

Fire store vejkryds fik letbaneskinner. Første letbanetog blev modtaget med pomp og pragt. Og pendlere fra nord og syd måtte ændre deres rejserutiner. Sådan lyder tre af de store milepæle, der har tegnet Letbanen i 2016.

Nu skal kørestrømmen etableres og togene testes, så østjyderne fra maj 2017 kan stige om bord på Danmarks første letbane. Først på strækningen Aarhus H-Lisbjerg og senere på året hele vejen mellem Odder og Grenaa.

 
Letbanedirektørens nytårsstatus

- 2016 er forløbet godt, og vi kan mærke, at der nu kun er et halvt år til åbningen. Vi har hele tiden vidst, at det sidste rush ville blive travlt. Nu står vi midt i det, og siden sommer har der været ekstra meget knald på i organisationen.

Sådan lyder en ultrakort og energisk nytårsstatus fra Aarhus Letbanes direktør, Claus Rehfeld Moshøj. Når han ser på det forgangne år, er der især tre ting, der fylder.

 
Skinner i byens store kryds

Arbejdet med at lægge skinner i de mest komplicerede vejkryds på letbanestrækningen er afsluttet. Det drejer sig om Randersvej/Ringvejen, Randersvej/Ringgaden samt svingene Randersvej/Nehrus Allé og Nørrebrogade/Kystvejen. Derudover har 2016 budt på et væld af mindre krydsninger andre steder.

- For at skåne trafikanterne har vi i størst muligt omfang arbejdet på de store kryds om natten og hen over den mere stille sommerperiode. Den strategi lykkedes rigtig godt tre ud af de fire steder. Til gengæld var der nogle svipsere i arbejdet ved Kystvejen/Nørreport, siger Claus Rehfeld Moshøj.

- Det er et bøvlet kryds med masser af trafik på begrænset plads, og hvis der står en arbejdsbil det forkerte sted i 20 minutter, så bryder trafikken sammen. Vi har anlagt et sving her, og derfor har vi ændret bilisternes adgang til krydset flere gange. De har vist stor tålmodighed, selvom de har måttet sno sig til højre og venstre, forklarer han.

Arbejdet med at sætte 20 meter høje master og tykke stålkabler til kørestrøm op i krydsenes fire hjørner mangler stadig. Her bliver der dog udelukkende tale om natarbejde.

 
Første letbanetog kom til byen

Torsdag den 23. juni 2016 blev der skrevet danmarkshistorie, da en blokvogn med landets første letbanetog ankom til det centrale Aarhus. Hele vejen fra den sønderjyske grænse fulgte togentusiaster toget på vej fra morgenens helt små timer.

- Jeg husker et meget spektakulært foto i avisen, hvor en morgenfrisk aarhusianer står på Ringgadebroen og kigger på letbanetoget i fuld længde. Det var en helt fantastisk dag, siger Claus Rehfeld Moshøj.

- Letbanetoget er selve billedet på letbanen. Anlæg af skinner og strøm er en proces, der skrider langsomt frem, men det er anderledes med letbanetogene. Den ene dag er de der ikke - og bum, så står de der den næste dag, uddyber han.

Foreløbig er syv af de i alt 26 bestilte letbanetog kommet til Aarhus. Det seneste for to dage siden.

Tango og Variobahn hedder de to typer letbanetog - se flere fakta om dem her..

 
Slut med Aarhus Nærbane

Sidst i august kørte togene på Aarhus Nærbane deres sidste tur. Togstrækningen mellem Odder og Grenaa forventes at åbne igen som letbane i oktober 2017. I den mellemliggende periode må pendlerne finde andre veje - for eksempel ved at benytte en af de erstatningsbusser, som Midttrafik har indsat.

- Mange østjyder er trætte af, at Aarhus Nærbane er lukket. Men jeg oplever også, at de konstruktivt accepterer det og glæder sig til, at de får en helt ny letbane, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Han forklarer, at det er opgraderingen af strækningen Grenaa-Aarhus og etableringen af kørestrøm til både Odder og Grenaa, der lukker Aarhus Nærbane i så lang en periode. Desuden skal Aarhus Letbane blandt andet teste, at det nye strømanlæg fungerer sammen med Banedanmarks anlæg, og "jorde" alle større metalgenstande langs med banen, så de ikke giver stød.

 
Opstart i maj - men tyvstart inden

Nu er opgaven at få bundet de - med letbanedirektørens egne ord - sidste 10.000 sløjfer frem mod åbningen i maj 2017. Der skal nok komme tog til tiden, forsikrer han. Og allerede i marts/april vil aarhusianerne se de spritnye vogne på skinner i Aarhus' byrum.

- I de sidste uger testkører letbaneførerne på hele den nye strækning mellem Aarhus H og Lystrup. Noget af tiden endda med fuld køreplan, så vi er 110 procent sikre på, at systemet kan holde til det, når flere letbanetog accelererer op ad Randersvej på samme tid, siger Claus Rehfeld Moshøj, som er begyndt at tælle ned:

- Jeg glæder mig helt vildt til, at vi i 2017 kan holde åbningsfest for østjyderne. Letbanen bliver en revolution af den kollektive trafik i regionen.

 
/HB - kilde Aarhus Letbane.

 


Relaterede nyheder:

Nu testes Variobahn letbanen

På en 800 meter lang strækning mellem Øllegårdvej og Viby J kan man nu se byens nye letbanetog på skinner. (09.12.16)

Snart strøm på Danmarks 1. letbane

3000 master bliver i disse dage rejst i Aarhus. Det vidner om at byen meget snart får Danmarks første moderne letbane. (28.11.16)

Aarhus Letbane status oktober 2016

Letbaner.DK viser status for Aarhus Letbane. Vi interviewer direktør Claus Rehfeld til åbent hus og ser arbejdet. (31.10.16)

2. etape bør køre igennem midtbyen

Aarhus Letbane åbner 1. etape til maj og planlægningen af etape 2 er allerede i gang. Men linjeføringen går uden om midtbyen. (19.10.16)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen Øverst til venstre.
   

- Foreløbig er syv af de i alt 26 bestilte letbanetog kommet til Aarhus.

 
 

Læs mere her:

Nytårsstatus
(Aarhus d. 13.12.16)
Mange andre nyheder
(Aarhus Letbane)
Materiellet: Tango og Variobahn
(Aarhus Letbane)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold